Instruktør: Paddy Considine. Spilletid 92 min
(England, 2011)
Filmen er barsk og brutal, ingen tvivl om det. Og hvorfor skal den film vises? Sophie Engberg Sonne (Politiken) giver måske svaret:
”Når en film starter med en scene, hvor en mand sparker en hund ihjel, er tonen ligesom slået an. Og Tyrannosaur har da heller ingen feel good-ambitioner, men præsenterer i stedet tilskueren for en udfordring: Kan vi komme til at holde af en mand, der begår noget så utilgiveligt grumt?
Det kan vi, ja, for i Peter Mullans skikkelse bliver Joseph til en figur, man ligesom Hannah kommer til at stole på. ”Jeg føler mig tryg med dig”, siger hun, da hun har søgt tilflugt fra sin voldelige mand hos Joseph. ”Det er der ingen, der er”, svarer han.”
Hannah arbejder i en kristen genbrugsbutik, og med sin stædige tro på det bedste i mennesker får hun prikket hul på hans hårde skjold, der som et panser omslutter hans indestængte raseri. For Josephs liv er trøstesløst: Han lever alene, ensom og alkoholiseret efter sin hustrus død. Hans bedste ven er døende af kræft.
Filmens titel var, hvad han kaldte sin afdøde, overvægtige kone, fordi kaffen skvulpede i kopperne, når hun gik ned ad trappen, men går vel også på Josephs eget bidske temperament, eller måske også på, at både han og Hannah har skeletter af dinosaurstørrelsen i skabene.
Rasmus Brendstrup skriver i filmmagasinet Ekko bl.a. ”Tyrannosaur er en odd couple-film, en uhyre fin skildring af modsætninger, der mødes. Men det er også en stærk, ligefrem brutal film. […] Paddy Considine tegner England som et latrin, over hvilket både pøbel og overklasse skræver med åbne sår.” Hans anmeldelse slutter: ”Jeg kan ikke komme i tanker om en britisk film siden Mike Leighs Naked (1993), der fremstår så skånselsløs, men som alligevel formår at dykke så dybt i både civilisationsskepsis og kønsrollesuppe og vende tilbage med en form for grågrumset humanisme i næven.”
Katrine Hornstrup Yde (Information) får det sidste ord om denne anmelderroste film: ”Det mest ægte og vigtige, man kan tage med sig fra biografsædet, er sammenspillet mellem Joseph og Hannah og den tynde tråd, der holder deres to hundeliv sammen. Trods alt.”
Kilder: Sophie Engberg Sonne, Politiken, Rasmus Brendstrup, Ekko og Katrine Hornstrup Yde, Information.
