Instruktør: Jacques Audiard. Spilletid 120 min
(Frankrig/Belgien, 2012)
Den provokerende titel dækker over en meget modsætningsfyldt film. ”Hvordan kan noget, der er så modbydeligt, være så smukt?”, spørger Sophie Engberg i Politiken – og giver den det maksimale antal stjerner. Hun fortsætter med at gøre rede for filmen som en socialrealistisk gyser om en dårlig far, hans forsømte søn, en dagligdag med småkriminalitet, slagsmål og et grufuldt uheld, der koster den smukke kvinde begge hendes ben. Men det er også fortællingen om kærlighed, der trodser alle disse ydre forhold, om skønheden bag alt det grimme, det stærke modlys, der vækker livsviljen trods modløsheden.
Den forhutlede, småkriminelle, men attraktive bokser Ali ankommer til den franske ferieby Antibes med sin 5-årige søn, som han knap kender. Ali får job som dørmand, hvor han en aften hjælper en smuk kvinde, Stephanie. Hun træner spækhuggere i forlystelsesparken Marineland – indtil en spækhugger følger sit instinkt, og hun mister begge sine ben. Hendes liv går i stykker, hun kontakter Ali og ”hov”, som Bo hr. Hansen anfører i sin anmeldelse (Filmmagasinet ekko), ”pludselig har vi en situation [hvor] den ikke så empatiske underhund viser sig på sin ligefremme, usentimentale måde at være den mest empatiske af alle og den bedste handicaphjælper for den stækkede kvinde”.
Sophie Engberg Sonne hæfter sig også ved sanseligheden: ”Gradvis bliver hans kropslighed hendes nye besættelse. Alis krop står til rådighed for hendes vågnende seksuelle lyst, ligesom han lystigt bruger sin krop i ulovlige boksekampe. Mens hun har brugt sit liv på at være smuk, stærk og perfekt i sin koreografi af spækhuggerne i vandlandet, dyrker han smerten og højstemtheden ved den rustne blodsmag. Hans instinkter er hendes redning, men kan han nogensinde tæmmes, så han og Stephanie kan indlede et menneskeligt forhold uden ”at være som dyr”, som hun siger? Eller vil han altid – som spækhuggerne – være et vildt og blodtørstigt dyr i sine drifters vold?
Filmen vandt juryens Grand Prix i Cannes og vakte naturligvis opsigt ved sin blanding af rå realisme og magiske indslag (gennem digital manipulation, også kaldet CGI-effekter). Anmelderne har generelt været begejstrede for filmen. Bo hr. Hansen slutter: Smagen af rust og ben er på sin egen antismukke måde en smuk film”.
Malurten leveres af Johs. H. Christensen i JyllandsPosten:
“…mange vil med garanti finde “Smagen af rust og ben” bevægende og fascinerende i al dens følelsesmæssige minimalisme. Men det ændrer intet ved, at den har kedet mig noget så eftertrykkeligt.” – så er man advaret!
Kilder: Sophie Engberg Sonne, Politiken, Bo hr. Hansen, Ekko og Johs. H. Christensen, JyllandsPosten