Instruktør: Joshua Oppenheim. Spilletid 115 min.
(Danmark, Norge, UK, Sverige, Finland, 2012)
Den amerikanske instruktør, som nu bor i Danmark, har arbejdet i adskillige år med research og planlægning af filmen, som omsider blev realiseret med en dansk producent. Filmen fik premiere i november 2012 og har siden vundet adskillige store priser, bl.a. publikumsprisen og den Økumeniske Pris ved filmfestivalen i Berlin i 2013.
Den foregår i byen Medan på Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering, og hvor over en million mennesker, bl.a. kommunister og intellektuelle, blev udryddet. I stedet for en mere traditionel dokumentarisk metode har Oppenheim valgt en stil, hvor han lader medlemmer af dødspatruljerne fremstille sig selv i deres eget teateragtige rampelys. Filmen afslører, hvad der sker på et samfundsmæssigt og personligt plan, når massemordere vinder respekt og opfattes som helte af deres samtid.
Det særlige ved folkedrabet i Indonesien er, at det aldrig fik noget retsligt efterspil. Samtlige ansvarlige gik ikke alene fri, de overtog tilmed magten, som de i det store og hele har siddet på lige siden. I dag har folkedrabet status som en af historiens store glemte tragedier
”Da jeg hørte om den historie, besluttede jeg at interviewe alle de bødler, jeg kunne komme i nærheden af,” siger Joshua Oppenheim til Lars Movin i filmbladet Ekko nr. 58. ”Vores mål var naturligvis ikke at forherlige bødlerne. Vi ønskede at forstå, hvad de havde gjort, og hvad deres straffrihed betød. Eftersom de havde opbygget et regime, som terroriserede deres ofre til at behandle dem som helte, ønskede vi at forstå karakteren af dette regime: Hvordan tror de dybest set, at folk opfatter dem? Hvordan ønsker de at blive opfattet? Hvordan ser de sig selv? Hvordan ser de deres ofre?
Selvom situationen på flere måder var ekstrem, har en af mine primære motivationer for at lave filmen været, at denne særlige tragedie efter min mening kan ses som en allegori over den straffrihed, som karakteriserer hele den generation af bødler i Indonesien. På den måde håber jeg, at filmen vil kunne fungere som et wake-up call for hele landet.”
CinemaZone’s anmelder Niels Roe mener, at fortællegrebet er interessant, men også en anelse kritisabelt, da filmen kan opleves som manglende stillingtagen til de uhyrlige forbrydelser.
Kilde: Ekko nr. 58 og CinemaZone
