Instruktør: Paolo og Vittorio Taviani. Spilletid 76 min.
(Italien, 2012)
Allerede fra filmens åbningsscene ved vi, at opførelsen af Shakespeares “Julius Cæsar” bliver en succes. Det inviterede publikum jubler – og skuespillerne vender tilbage til deres celler. For skuespillerne er indsatte i det topsikrede italienske Rebbibia-fængsel, flere af dem med livstidsdomme. Er det så en dokumentarfilm? De fleste biografgængere er nok ligeglade med, hvad det kaldes. Det vigtigste er, om filmen er god, fortæller en interessant historie og har nogle spændende mennesker at se på.
Filmen er klippet, så overgangen mellem fængselsvirkelighed og scenedramatik bliver både en glidende og barsk kontrast. Når prøverne er overstået, bliver både den majestætiske Cæsar, den splittede Brutus og den iltre Cassius låst inde i hver sin celle, hvor de skal tilbringe natten inden næste prøve.
Arbejdet med stykket giver for en stund mening til et meningsløst liv bag murene. Disse teaterprojekter i Rebbibia-fængslet er åbenbart en årlig begivenhed. Pædagogisk er det ikke kun en triumf, for selv den sløvende rutine kan have sine fordele. En af de medvirkende siger: “Efter at jeg har lært kunsten at kende, er denne celle blevet et fængsel.” Det koster at blive vækket!
Men når man ser disse hårde mænd kaste sig ud i dramaet med liv og sjæl og ser dem blive konfronteret med deres slumrende samvittighed, deres sårbarhed og ulmende dæmoner, er man alligevel ikke i tvivl om, at noget godt sker. Kunsten sker. Shakespeare sker.
Forestillingen kan begynde, og nye forestillinger kan slå rod i fængselsbetonens tidselgemytter.
Kilder: Kim Skotte, Politiken og Filmland, DR.
