Instruktør: Michael Haneke. Spilletid 127 min.
(Frankrig, Tyskland, Østrig, 2012)
Den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke har sjældent fået så meget ros, som han får for Amour. Filmen vandt Guldpalmen på årets filmfestival i Cannes i 2012.
Filmen beskriver det absolut sidste kapitel i et langt livs kærlighedshistorie. Anne og Georges bor i en parisisk lejlighed og er omgivet af et liv i den klassiske musiks tegn. Amour er bogstavelig talt et kammerspil.
Det er en inderlig kærlighedshistorie fra det tidspunkt i forholdet, hvor det må ende, fordi den ene dør. Anne bliver fundet død i sin seng omgivet af blomsterblade. Resten af historien er et tilbageblik.
Anne og Georges er næsten vokset sammen efter et langt liv, men så får Anne et slagtilfælde. En efterfølgende operation mislykkes, og hun vender tilbage fra hospitalet lam i højre side.
Det bliver begyndelsen på en nådesløs deroute, som Haneke skildrer skridt for skridt. En for én falder Annes evner fra. Georges må se til, mens hans elskede og kultiverede Anne bruger ble og hyler som et uartikuleret barn. I stadig kortere glimt er hun til stede som sig selv. Georges kæmper den gode kamp, men hvor går grænsen mellem at kæmpe for livet og at kæmpe for værdigheden?
Amour er både en hård og blød film, fordi den både er en film om døden og om kærligheden. Det smukke liv som skal mistes. Det intime kammerspil udspiller sig af gode grunde med samme langsomhed og nådesløshed som hovedpersonernes voksende fysiske begrænsninger.
At skildre parforholdets død som en del af et livs kærlighedshistorie er en på alle måder vigtig historie at få fortalt på denne nøgterne måde.
Hanekes konsekvens er som altid frygtindgydende, så Amour er en lang og sej sygdomshistorie. Men det er også en lang kærlighedshistorie, der glimter smukt igennem de små huller i det stadig kraftigere ligklæde, dagene væver rundt om Anne.
Kilde: Kim Skotte, Politiken
