Instruktør: Charlie Chaplin
Spilletid 125 min.
(USA 1940/2016)

Selv om filmen havde premiere i USA i 1940, nåede den først til Danmark et par år efter 2. verdenskrig. I dag hører den ubestrideligt til verdens bedste film. Mange har måske set den på tv eller som dvd, men nu er den blevet digitalt restaureret og fremstår med klare sort/hvide billeder og som den første talefilm, som stumfilmmesteren skabte. Uanset om det er et gensyn eller ej, arrangerer vi for Filmklubbens medlemmer et møde med verdenskunsten.
Handlingen starter under afslutningen på 1. verdenskrig, hvor Chaplin er soldat. Herfra springer vi nogle år frem i tiden til landet Tomainia, hvor diktatoren Hynkel regerer med nazistisk grusomhed, og hvor Chaplin er en lille barber. De to ligner hinanden på en prik, og en dag bliver de forvekslet. Barberen ender på Hynkels talerstol foran mikrofonen til millioner af radiolyttere, hvor han bruger muligheden for at tale for fred og samhørighed.
”Med Chaplins The Great Dictator fra 1940 har vi at gøre med et af filmhistoriens absolutte hovedværker. Her spidder Chaplin Hitler med det klare formål at skabe opmærksomhed om den udvikling, der var under opsejling i Europa. Chaplin havde – inden Hitlers regime for alvor viste sit grufulde ansigt – gennemskuet diktatoren og hans mission”, siger ekstern lektor Anne Jespersen ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Hun har undervist de studerende i Chaplins filmkunst med en særlig interesse for filmskaberens forhold til Hitler. Hun hæfter sig ved, at de begge var født i 1889, kom fra fattige kår og var præget af forældresvigt. (Citeret fra Videnskab.dk)
Den ny-restaurerede film havde julepremiere herhjemme i 2016 og blev behørigt fejret med store, rosende anmeldelser, således seks stjerner i filmmagasinet Ekko.

Filmen forevises torsdag d. 11. januar, kl. 16.15 & 18.30