Instruktør:
Alfonso Gomez-Rejon
Spilletid 105 min.
(USA, 2015)
”Åh gud,” tænker man. Endnu en sjov og skæv amerikansk indiefilm, hvor åh så finurlige, ungdommeligt livskloge outsiderkarakterer filosoferer sjovt og skævt over fremtiden og livet på kanten af voksendommen.
En af de film hvor hovedpersonen, i dette tilfælde Greg, der står foran sin high school dimission, konstant metakommenterer og er irriterende selvbevidst, mens han understreger, at det her altså ikke er sådan en film, som følger den romantiske komedies gængse formularer . Me and Earl and the Dying Girl er sådan en film, der har gennemskuet det hele og holder verden ud i strakt arm, mens Greg og vennen Earl laver deres egne versioner af art filmklassikere, f.eks A Sockwork Orange (med ultravoldsstrømper). Sådan en film, hvor alle er outsidere og særlinge. Fra den søde historielærer med tatoveringer og muskler over de excentriske og omklamrende mødre til Gregs verdensfjerne far, med aparte madvaner og en forkærlighed for nybølgefilm
Det er ikke en romantisk komedie. Greg ved godt hvem Rachel er, men de er ikke venner. Hun rammes af leukæmi, og Gregs mor tvinger – totalt misforstået og upassende – sin søn til at vise omsorg. Hun er jo døende! Men mor har altid ret, og pludselig opdager Greg, at der faktisk uden for den i grunden tilbageskuende filmboble er en verden, som ikke er ligegyldig, og at andre mennesker kan betyde noget. Også for ham.
Film bliver til virkelighed, virkelighed bliver til film, og til deres sidste filmforevisning, hvor titlens døende pige ser Greg og Earls sidste hyldest til hende, er alle de pudsigsmarte referencer lagt på hylden. Me and Earl and the Dying Girl vandt fortjent både jury- og publikumsprisen på årets Sundance Festival. Det er en film, der vokser for øjnene af én. Den irriterende, øretæveindbydende teenager opdager livet, smerten og kærligheden til mennesker, og det hele er tæt på at være magisk.
Kilde: Jesper Bo Petersen, EKKO
Filmen forevises torsdag d. 13. oktober, kl. 16.15 & 18.30