Instruktør:
Stig Björkman
Spilletid 115 min.
(Sverige, 2015)
I august 2015 ville Ingrid Bergman (1915-82) være fyldt 100 år, og i den anledning har Stig Björkman – på opfordring fra Isabella Rossellini – lavet en dokumentarfilm om hende.
Fortællingen begynder med den trettenårige Ingrids dagbogsoptegnelser om faderens død. Björkmans hovedkilder er Ingrid Bergmans dagbøger, interviews med hendes voksne børn og hendes mange timers smalfilm fra privatlivet. Det bliver et portræt af Ingrid Bergman som skuespiller, mor og kvinde. En kvinde, som var villig til at tilsidesætte familielivet for karrieren som skuespiller. Derfor måtte hendes børn nøjes med deres mor i små afmålte doser. Selv i dag, 33 år efter moderens død, er de frustrerede, men ikke bitre. “Hun var simpelthen for sjov at være sammen med. Vi ønsker bare, at vi havde fået mere af hende.”
Ingrid Bergmans far filmede sin eneste datter i tide og utide, og det giver Björkman, som filmmand med stor psykologisk ballast, en forestilling om en slags faderbinding til kameraet som nøglen til hendes geni. Faderen lærte Ingrid at posere og elske gennem kameraet. Senere udviklede hun et intenst forhold til den faderlige instruktør Victor Fleming. Roberto Rossellini lignede set udefra mere en faderfigur end en elsker.
Stig Björkman har lavet en smuk, sober og tankevækkende hyldest til Ingrid Bergman. Hun var “den naturlige stjerne.” Hende uden makeup. Vel ikke feminist på nogen moderne måde, men med sit eksempel viste hun, at begge køn har lige ret til at følge egne ønsker.
Kilder: Kim Skotte. Politiken 27. aug. 2015 og Michael Bo. Ekko 26. aug. 2015
Filmen forevises torsdag d. 1. december, kl. 16.15 & 18.30