writingBestyrelsen for herværende filmklub mener, at oplysning fremmer forståelsen. Eller sagt på en lidt anden måde: Hvis man har læst en smule om et filmisk kunstværk, inden lyset slukkes i salen, og der tændes for det store biograflærred, har man chancen for en større oplevelse. Foretrækker man at kaste sig ud i det nye og ukendte med friske og ufordærvede sanser, står det naturligvis én frit for at droppe bladets tolv små introduktioner til sæsonens tilbud.

Der er nogle cineaster, der ønsker at vide meget mere, end vi kan tilbyde, og her findes der uanede muligheder på nettet nu om dage. Hvis man ikke holder en daglig avis, hvor repertoiret løbende tages under kyndig behandling af en dygtig dansk filmkritiker, eller hvis man har glemt at sakse anmeldelsen, er der mulighed for at søge på filmtitlen og læse eller genlæse. Det har hidtil været gratis, men er det måske ikke i fremtiden, da mange aviser har økonomiske vanskeligheder.

Hvis man vil gå mere i dybden, end den daglig avis tillader det, er der tidsskrifter. Vi vil gerne anbefale to muligheder. Den ene er Filmmagasinet Ekko, www.ekkofilm.dk  Bladet blev etableret i 1999 på foranledning af Det Danske Filminstitut som en sammenlægning af medielærernes blad Klip og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers blad Pråsen. Ekko udkommer i et stort og flot format fire gange om året og indeholder anmeldelser, essays, interviews, analyser og baggrund skrevet af danske og internationale kritikere og journalister. Bladet er ofte debatskabende og citeres jævnligt i dagspressen. Det kan anskaffes ved abonnement eller købes i kiosker, og der følger en DVD med, som indeholder opsigtsvækkende spillefilm eller en lille samling af kortfilm omkring et tema.

Den anden mulighed er Kosmorama, som er Danmarks ældste filmtidsskrift. Det blev startet af Det danske Filmmuseum i 1954 og var i flere år et beskedent og let tilgængeligt blad, som voksede sig større og endte som et ret digert værk skrevet særdeles kyndigt af fagfolk fra den akademiske verden. Nu er det flyttet fra papiret og bibliotekshylderne over på nettet. Det nye Kosmorama på web er gratis og kan frit benyttes af alle, og man finder det ved at søge på http://www.kosmorama.org/

Redaktionen skriver:

”Siden 1954 har hundredevis af indsigtsfulde skribenter bidraget med flere hyldemeter af artikler. Dem vil vi løbende digitalisere og offentliggøre. Dermed bliver fremtidens Kosmorama også en portal til fortidens omfangsrige bagkatalog… således at det digitale Kosmorama i de kommende år vil udvikle sig til en veritabel database med filmartikler fra seks årtier. ” Der vil naturligis blive publiceret nye artikler, og med digitaliseringen opstår der spændende muligheder for at udvide ordene med levende filmklip. Det er nemt at tilmelde sig, og så får man en mail med nyhedsbrev, når der publiceres nye artikler på sitet.

Med eller uden læsning byder vi velkommen til en ny sæson i Filmklubben Thy i den store sal i Kino med de bløde stole, de gode højtalere og det store lærred. Og ikke mindst i godt selskab med et opmærksomt publikum!

JV

 

 

Bestyrelsen:

Gunner Roed (formand, tlf. 97985023), Ib Lydholm (kasserer), Birthe Eisum (redaktør), Lone Hust, Lisbeth Isaksen, Elisabet Marholt, Jørgen Vestergaard.

 

Adresse på filmklubbens hjemmeside: http://www.filmklubben-thy.dk

Facebookgruppe: https://www.facebook.com/groups/256030950103/