Instruktør: Wes Anderson. Spilletid 95 min.
(USA, 2012)
Ved filmfestivalen i Cannes i 2012 rapporterede Kim Skotte hjem til Politiken: ”Moonrise Kingdom er en totalt pudseløjerlig film og et af de mest muntert-pertentlige stykker scenografi, jeg mindes at have set… En mere fornøjelig måde at starte festen på end dette spejdermøde med fortiden synes jeg næsten ikke, man kan forestille sig.” Da filmen nogle måneder senere havde dansk premiere, fik den i samme avis fem hjerter af Søren Vinterberg, der bl.a. skrev:
”To purunge mennesker vil stikke af fra hver sine kontrollanter, opslå lejr i et uberørt paradis og gøre det til deres eget kongerige. En af verdens ældste grundfortællinger, en af verdens almindeligste eskapistdrømme. Men jo også et signalement af Wes Andersons faste metode: I hver ny film bygger han en verden helt for sig, ironisk tydeligt konstrueret af kulisser og med figurer så førte, som var det dukketeater… I den verden inviterer han så tilskueren med ind: Er der liv? Eller kun kunstfærdighed? Metoden kan udarte som søgt, alt for villet – og få nogle til at stå af. Men mange står på, fordi Anderson samtidig appellerer til tilskuerens nødvendige deltagelse, blotter den kunstneriske sårbarhed, der netop får det hele til at leve. Stoffet i Moonrise Kingdom passer som hånd i handske til den metode.
Kun vi ved, at en storm er under opsejling, mens referencerne står i kø… Her er det komedie, ja, farce – om end med Andersons typiske andenstemme af vemod over tilværelsens absurde uretfærdighed inkarneret i de voksne: Bruce Willis som øens venlige strisser med en ugengældt kærlighed bagude og en frustreret langtidsflirt med Frances MacDormand, Suzys benede mor – til faderens, Bill Murrays, afmægtige fortvivlelse.
Informations Christian Monggård er lige så begejstret: ”Det er dog det empatiske og varme portræt af ung kærlighed, som er omdrejningspunktet i filmen, og Kara Hayward og Jared Gilman er et såre tiltalende par i rollerne som Suzy og Sam. De står lige på tærsklen mellem barn og voksen, og de på én gang intense og uskyldige følelser, de har for hinanden, løber som en rød tråd og en usynlig, uudtømmelig energi gennem Moonrise Kingdom.
Det er historiens dramatiske motor, og som tilskuer til deres mere og mere desperate – men ikke uhumoristiske – kamp ønsker man sig ikke noget andet end, at deres kærlighed får lov til at overvinde alt.”
Kilde: Politiken og Information
