Instuktør: Ulrich Seidl. Spilletid 120 min.
(Østrig, 2012)
Vejen til Paradis er brolagt med tro, håb og kærlighed. Men størst af alle er dog kærligheden. Eller mindst. Noget afhængigt af situationen. For kærligheden er en hård valuta, hvor der langtfra er nok til alle. I hvert fald ikke, så længe Paradiset befinder sig på Jord.
Den ubarmhjertige østrigske instruktør Ulrich Seidl ser i sin ‘Paradis’-trilogi nærmere på forventninger og forhåbninger hos tre kvinder fra det østrigske velfærdsparadis, hvor Kristus hænger på korset i alpeparcelhuset indrammet af smånazistisk rengøringsvanvid og syden og boblen af undertrykt libido.
Filmen er den første af en trilogi af den østrigske instruktør Ulrich Seidl. Den næste “Paradis: Tro” havde premiere sommeren 2013.
Tre kvinder, to midaldrende søstre og den enes teenagedatter, har fået hver sin film.
I Paradis: Kærlighed møder vi dem alle tre, da moderen, Teresa siger farvel til søsteren, der skal passe katten og datteren. Teresa er på vej til Kenya, hvor Paradiset venter med kridhvide strande og kulsorte beach boys.
De fleste forbinder nok sexturisme med overvægtige mænd, der rejser ud for at møde smukke, unge kvinder i andre dele af verden, men her er det fede østrigske kvinder, der søger kærlighed hos de unge, velskabte, sorte mænd. Teresa vil elskes, men ved inderst inde, at de søde ord fra Gabriel og Munga er nøje instruerede replikker. De unge mænd får ikke penge for deres ydelser, men beder om gaver til syge familiemedlemmer.
Teresa spilles af Margarete Tiesel, der i Østrig er en kendt teater- og tv-skuespiller. Hun viser sine hængebryster, store mave og bagdel for de unge mænd, som i nogen grad spiller sig selv.
Filmen er “et tåkrummende mesterværk.”
Kilder: Kim Skotte, Politiken og Chr, Braad Thomsen, Ekko
