Instruktør: Paolo Sorrentino, 115 min
(Italien, 2008)
Italienerne har åbentbart en svaghed for lavstammede, magtkyniske landsledere. Silvio Berlusconi kører som bekendt på sin tredje periode som ministerpræsident trods evindelig mistanke om korruption, monopolisering og magtmisbrug. Og før ham blev støvlelandet i ikke mindre end syv ombæringer regeret af den diabolske Gulio Andreotti, som Paolo Sorrentino har begået et ofte ubetaleligt morsomt og originalt portræt af.
Il Divo handler om en mærkelig, pukkelrygget lille mand, der som person er et mysterium, men ved hjælp af list, forbindelser og sit personlige arkiv var en magtfaktor i ca. 40 år. Og som i øvrigt stadig er medlem af det italienske senat. Den handler om den korruption, som gennemsyrede italiensk politik i så høj grad, at landets to største partier måtte opløses i 1994. Og den handler om Den kolde Krigs sorteste samvittighed, om NATOs stay-behind-netværk og P2-frimurerlogen, der symboliserede de tætte forbindelser mellem toppolitikere, efterretningstjenester, mafiaen og Vatikanets bankfolk.
Filmen handler om begivenheder i den nære fortid og nulevende personer, og derfor er den selvsagt kontroversiel. Forfatter-instruktør Paolo Sorrentino lægger da heller ikke skjul på, at filmen er et partsindlæg med klare holdninger til, hvordan disse afsløringer skal tolkes. Og det gør han så på utrolig overbevisende manér i en fantastisk velinstrueret, flot sammenskruet film. Som tilskuer skal man holde tungen lige i munden, for der er højt tempo fra start, og filmen klipper frem og tilbage mellem forskellige tider og hændelser.
Teknisk er filmen usædvanlig imponerende med forrygende maleriske billedkompositioner, kreative grafikker, en konsekvent sort-hvid-rød farvepalet og effektiv musik. I centrum har man næsten hele tiden Toni Servillo som den perfekt kontrollerede Andreotti.
Kilder: Jacob Ludvigsen, CinemaZone.dk og Scope