Instruktør: Michael Haneke, 144 min.
(Østrig, 2009)
I sort/hvide billeder og i en dvælende rytme, som kan minde om Dreyers Vredens dag, fortælles om en lille tysk landsby før 1. Verdenskrig, hvor mennesker er kuede og undertrykte af kirken og kapitalen, repræsenteret ved den strenge og puritanske sognepræst og den dominerende godsejer. Her sker uforklarlige onde ting, som aldrig opklares, men som afslører nogle autoritære og patriarkalske og seksualforskrækkede samfundsstrukturer, som synes at gennemsyre tysk kultur. Skildringen af den betændte atmosfære opleves som et forvarsel om to verdenskrige og fascismens menneskeforagt.
I Filmklubbens Thy sæson 2006-07 viste vi Hanekes franske film Skjult med Daniel Auteuil i hovedrollen om en barndoms fortrængte skyld, der vender tilbage med frygtelige konsekvenser. I et interview med Politiken sagde instruktøren:”Jeg synes, man har en forpligtelse til at iagttage de svære ting og tænke over dem.” Det samme behov har han åbenbart haft med sit nye værk, der trods sin lange spilletid og rolige klippetempo nagler tilskueren til biografstolen.
I filmbladet Ekko nr. 48 skriver en meget rosende Klaus Rifbjerg bl.a. : ”Efterhånden som løget skrælles, tegner et klart billede sig. De æg, kirkehønen ruger ud, er slangeæg, og ondskabens latens forvandles til et angstens og aggressivitetens mareridt, der truer med at omfatte alle i sognet. Kun den unge lærer (historiens fortæller) og hans udadvendte, men fromme og uskyldige kæreste klarer frisag og får lov til at demonstrere, at godhedens mulighed eksisterer, og at man – mod alle odds – både kan danse og elske.”
Som et forbillede eller inspiration har Rifbjerg svært ved at se bort fra Ingmar Bergman: ”Den fremragende Burghart Klaussner, der spiller præsten, opleves som en kloning af alle de rædselsfulde gudsmænd i Bergmans oeuvre kronet med den iskolde biskop i Fanny og Alexander.”
kilde: filmbladet Ekko nr. 48