Instruktør: Tom McCarthy, 103 min. 

(USA, 2007)

 

Enkemand og universitetslærer Walther Vale fra Connecticut bliver beordret til New York for at deltage i en konference og aflægger besøg i sin støvede lejlighed. Ganske overraskende viser den sig at være beboet af den unge syriske Tarek og hans kæreste, Zainab fra Senegal. Ganske langsomt udvikler der sig et venskab mellem den stive akademiker og den musikalske Tarek, der spiller afrikansk tromme. Ved et tilfælde bliver Tarek arresteret, og det kommer nu frem, at han er en illegal indvandrer, der skal sendes tilbage. Lige så stille bliver filmen politisk, da Walther Vale har fået en opgave – og dermed nyt liv. Det siges, at instruktøren har skrevet hovedrollen til Richard Jenkins, der er mest kendt for en lang række gode biroller.

Bettina Heltberg, Politiken, giver filmen fem stjerner og skriver begejstret: ”Richard Jenkins er fremragende som den anstændige, ensomme Walther Vale, der gradvis bliver politisk bevidst og får konkrete handlinger til at konstituere sit liv. Humaniora har med levende mennesker at gøre, selv om ens handlinger måske er illusoriske. Bør ses!”

Christian Monggaard ser i sin anmeldelse i Information filmen som en meget aktuel kommentar: ” Her bliver The Visitor for alvor politisk og udstiller passioneret et koldt og kynisk immigrationssystem, der er blottet for empati for de mennesker, som er fanget i det uden reelle muligheder for at slippe ud.”

På Cinemaonline.dk mener anmelderen Martin Jensen, at filmen er en pinlig påmindelse om en gammel dyd, der for længst er gledet den almene vesterlænding af hænde, nemlig gæstevenskabets. ”Det at åbne sine døre uforbeholdent er en gammel østlig skik, og omvendt så uventet i den vestlige verden, at Walthers gerning bliver chokerende og tilmed urovækkende. Men ingen forlader biografen med nogen tvivl om princippets skønhed. At give er at få, at åbne sine døre er at blive lukket ind.”