Instruktør: Tarik Saleh. Spilletid 126 min. (Sverige, Frankrig, Finland, Danmark, 2022)

”Knaldhamrende, spændende thriller fra egyptisk læreanstalt i Cairo giver et uventet smukt indblik i islams natur og musikalitet.”
    Sådan sammenfatter Kristian Ditlev Jensen sin anmeldelse i EKKO. Filmen vandt prisen for bedste manuskript ved festivalen i Cannes 2022, og den vandt også en pris for værende en livsbekræftende film, der støtter journalistikkens grundlæggende værdier, herunder opklaring af lyssky affærer.
    Handlingen: Den unge Adam, søn af en fattig fisker, anbefales af sin lokale imam til en plads på Cairos berømte Al-Azhar-universitet, som af nogle regnes for verdens ældste universitet. Her finder man en af islams mest respekterede og lærde imamer, storsheiken, som er den ansvarlige fortolker af de islamiske love, sharia.
    Det religiøse liv fylder, ved siden af thriller-handlingen, ganske meget i filmen: Der vaskes fødder og ansigt, der bedes, der studeres, der messes, der kaldes til bøn. Og Adam rodes længere og længere ind i et værre morads af benhård politik, religiøse fraktioner og ligefrem likvideringer.
    Der er, ifølge EKKOs anmelder, grund til at fremhæve filmens æstetik: Den grundlæggende farveholdning er blid og pastelagtig, nærmest sandet, og vi ser søjlegange, keramisk udsmykning, endeløse bilkøer, hyldemeter på hyldemeter af bøger – og manderumper, som i lange rækker stikkes i vejret i bøn. Alt sammen understreger det den meditative og rytmiske/musikalske side af islam.
   Boy From Heaven giver et sjældent indblik i både islams natur og Cairos leben, men er først og sidst ”en knaldgod film, hvor spændingen vokser minut for minut
Kilde: EKKO

Filmen vises torsdag d. 18. januar 2024 kl. 16:15 & 18:30