Instruktør: Matteo Garrone. Spilletid: 103 min. (Italien, Frankrig 2018 )
Hvis man troede, at Matteo Garrone havde fyret alt sit krudt af i undergangsvarslet Gomorrah (2008) om Napolis middelklassemafia, kan man godt tro om igen.
Det er Garrone i absolut topform, der giver publikum en syditaliensk rutsjebanetur af hundecoiffure, coke og nedfrosne tæppetissere.
Den lille kejtede og krumryggede Marcello Fonte vandt fuldt fortjent skuespilprisen i Cannes for sin præstation som hundesalonejeren, der skubbes ud over kanten.
Marscello har umådelig svært ved at sige nej til nogen, både til sin ekskone og sin 12-årige datter, og han har særlig svært ved at sige fra over for Simone, en stor bølle, der hærger nabolaget og skaffer sig så mange fjender, at det bare er et spørgsmål om tid, før nogen skaffer ham af vejen
Marcello sælger kokain fra baglokalet, bare ikke når hans datter er i hans hundesalon, men når Simone skal ha’ sin coke, skal han ha’ sin coke. Simone er en gal køter. Marcello er en glad, lille hund.
Marcello er i lidt af en pine. For det er formentlig hans egen underhånds-kokain-forretning, der har gjort Simone til den voldspsykopat, han er. De to umage mænds forhold er filmens egentlige fokus.
Garrone tegner et signalement af lowlife-mafiavirksomhed, som fortjener at blive stående, når alle de voldsforherligende eposser er glemt. Det er frygtsomhed, psykologiske fejltagelser, misforstået loyalitet og moralforladt selvbeskyttelse, der driver personerne hen mod filmens klimaks, som vil gøre det umuligt nogensinde at se på hundesaloner med de samme øjne igen.
Dette måske mest forstemmende portræt af middelhavskultur til dato- ikke overraskende inspireret af virkelige hændelser- er mod alle odds blevet en film, der pulserer livskraftigt videre i en længe efter.
Kilder: Rasmus Brendstrup, Ekko og Per Juul Carlsen, DR.
Filmen vises torsdag d.20. februar kl. 16.15 og 18.30