Instruktør: Ali Abbasi. Spilletid: 110 min. (Sverige, 2018)
Den mærkelige, troldeagtige Tina med det vansirede, opsvulmede ansigt er toldofficer i en færgehavn. Hendes bevægelser er tunge og maskuline. Man kommer i tvivl: Er hun overhovedet en kvinde? Men det mest specielle ved hende er hendes vane med at snuse i luften, når passagererne går forbi hende. Vi forstår snart, at Tina har en sjette sans for at opdage, hvad folk prøver at skjule. Ikke bare smuglervarer, men også følelser af skyld, skam og raseri. En pæn forretningsmand har tilsyneladende ikke noget forbudt i tasken, men da Tina åbner hans mobiltelefon, forsøger han at sluge simkortet. Der var altså noget!
Tina bor i en ensomt beliggende skovhytte sammen med den langhårede snylter Roland, der er mere optaget af sine præmiekamphunde, end han er af Tina, som han behandler dårligt og indimellem er kæreste med.
Tina har dyretække, kun Rolands hunde bliver arrige ved synet af hende. Vi ser hende gå barfodet i skoven, hvor hun møder en nysgerrig ræv og får lov til at ae en kronhjort.
Ved toldskranken møder Tina en fyr, Vore, som med sine neandertalertræk minder om Tina. Mens hun gennemroder hans taske, stirrer han på hende med ugenert lyst.
Tina spilles af Eva Melander, der før hver optagelse måtte igennem en langvarig makeupproces for at komme til at se “monsteragtig” ud. Også Eero Milonoff er en fryd som Tinas bejler og forfører.
Grænse er baseret på en novelle af John Ajvide Lindquist, hvis roman Lad den rette komme ind blev filmatiseret i 2008. Filmklubben viste den i 2010.
Kilde: Lee Marshal. Ekko.
Filmen vises torsdag d.5. marts kl. 16.15 og 18.30