Hvorfor går vi i biografen? Og hvad er egentlig forskellen på at læse en bog og se en film? Det korte svar er vel, at film først og fremmest appellerer til vores følelser – vi får en direkte emotionel oplevelse af at sidde i den mørke biografsal sammen med andre, og altså opleve noget her og nu. Når vi læser en bog, har vi tid til at koble intellektet til og reflektere over det læste.
Nu er det sådan, at film ofte har en bog som grundlag, og oftest er der en manuskriptforfatter ind over værket, før det bliver til film. Og hvilke film vil vi gerne se?
Bestyrelsen for Filmklubben Thy har et glimrende samarbejde med biografdirektør Dorte Gade på den måde, at vi i samarbejde med Kino viser kvalitetsfilm, som biografen ikke har kunnet finde plads til i repertoireplanen. Derfor er der naturligvis mange film, som vi ikke kan vise – og her skal da lyde en opfordring til, at medlemmer af denne filmklub ser så mange film som muligt ud over de 12 film, vi viser.
Vi vil gerne, foruden de ”almindelige” spillefilm vise et par dokumentarfilm samt en ”musikfilm” i hver sæson. Og her kommer man let på glatis, for hvor tæt på virkeligheden er en dokumentarfilm (DOK) egentlig? Den er jo også iscenesat. Og hvor fiktiv er en spillefilm? Den er jo ofte baseret på virkelige hændelser. Så i nogen grad er der tale om en teoretisk skelnen mellem fakta og fiktion.
Levende billeder kan helt overordnet deles op efter om de handler om noget faktisk eller noget opdigtet:
Fakta er forankret i virkeligheden. Det er ”faktiske hændelser, forhold og sager, der bliver behandlet, og som omhandler noget, der sker, eller er sket. Her skal de levende billeders fortælling tages som metonym på virkeligheden. Det vil sige, at der vises et udsnit, en udvalgt del af virkeligheden”, som Systimes Grundbog i mediefag anfører. Eksempler er tv-nyheder og dokumentarprogrammer. Fakta vil som hovedregel oplyse, orientere og informere.
Fiktion, derimod, betyder noget opdigtet. Handlingen og personerne i en film forholder sig frit til virkeligheden. Her skal fortællingen tages som metafor på virkeligheden – den skal forstås i overført, billedlig betydning. Eksempler er Krøniken, der med sit fiktive persongalleri fortæller om familie- og samfundsmæssige brydninger i efterkrigstidens Danmark, og Slagtehus Dybbøl, hvor historiske, faktuelle begivenheder bliver genskabt med skuespillere og fiktiv dialog.
Stalins Død er jo baseret på virkelige hændelser. I den virkelige verden forgik magtkampen over flere måneder efter diktatorens død, men i Iannuccis film er den koncentreret i dagene omkring begravelsen af Stalin – så filmen blander elegant fakta og fiktion.
På samme vis er det med vores musikfilm, Django – King of Swing. Django Reinhardt er en historisk, virkelig person, men jo altså tegnet med frie, fiktive briller.
Skuespilleren Henry Dean Stanton fortæller i Lucky helt grundlæggende om sig selv – til et kamera, som det meste af den 1½ time lange film fokuserer på hans vejrbidte, aldersfurede og aldeles levende 90-årige ansigt. Her er vi så tæt på den genre, som går under betegnelsen autofiktion – det er svært at skelne mellem det faktuelle og det fiktive hos fortælleren.
En mere traditionel dokumentarfilm finder vi med Væbnet med ord & vinger – om den gudbenådede ordmager Michael Strunge, der hoppede ud af vinduet uden vinger.
Der synes at være en tendens i de seneste år, at dokumentarfilmen orienterer sig mere og mere i retning af fiktion, mens fiktionsfilmen ofte orienterer sig i retning af det faktuelle.
Vi har inviteret filminstruktør Rasmus Kloster Bro til at holde et foredrag om ovenstående problemstillinger den 8. november – og hele medlemskredsen er naturligvis inviteret. Rasmus (f. 1985) er vokset op i Sennels og Thisted, men bor nu i København. Han er uddannet fra den alternative filmuddannelse Super 16 og har netop færdiggjort sin første spillefilm, Cutterhead, med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Denne film (som kommer i biograferne i starten af 2019) er en katastrofefilm optaget på location i det københavnske metrobyggeri. Han har også arbejdet med radiodrama, musikvideoer, installationskunst og kortfilm, hvoraf ’Kys min bror’ (2010) vandt Best Narrative Short ved Landlocked Festival og ’Barvalo’ (2012) vandt Silver Egg ved Emir Kusturica’s festival Kustendorf.
Rasmus Kloster Bro vil vise klip fra sine film og fortælle om sit arbejde og oplevelser i filmbranchen den 8. november.
GR