Salesman

Instruktør: Asghar Farhadi.
Spilletid 125 min,
(Iran, Frankrig 2016)

Det begynder med en rumlen, der bliver voldsommere og voldsommere. En hel etageejendom slår revner og er ved at kollapse. Folk går i panik og råber højt for at overdøve larmen. Det er ikke et jordskælv, men en gravko har rystet husets fundament. Ægteparret Emad og Rana må som de øvrige beboere flygte i huj og hast.
Emad er en afholdt lærer, men om aftenen er han og Rana skuespillere i en trup, der skal sætte Arthur Millers En sælgers død op.
Parret må nu flytte ind i en anden lejlighed, hvor den tidligere kvindelige beboer har nægtet at flytte alle sine ting.

Noget ved lejligheden irriterer Emad og foruroliger Rana, hvis bange anelser viser sig at gå i opfyldelse. Da Rana er alene hjemme, tror hun, hun lukker sin mand ind via dørtelefonen, mens hun er i bad. Men det er ikke Emad, hun åbner døren for, men en fremmed mand, der overfalder hende.
Skammen over at blive overfaldet nøgen er slem nok i sig selv. Parret går ikke til politiet. Dem har man ikke tiltro til i sådan en situation, da slet ikke i et religiøst patriarkat, hvor skam uanset skyld peger på kvinden som fristeren. Skammen skildres som personligt destruktiv i en kultur, hvor så meget er afhængigt af de andres blik.
Arbejdet lider. Opsætningen af En sælgers død slingrer, og Emad og Ranas kærlighed krakelerer som væggene i den lejlighed, de måtte forlade.

Ganske som lejligheden, krakelerer Irans hovedstad, Teheran, bogstaveligt og symbolsk, i den mesterlige film Sælgeren, som i høj grad betoner modstillingen af iranske og vestlige kulturmønstre. Instruktør Asghar Farhadi er dobbelt-Oscar vinder i Cannes for bedste udenlandske film, bedste manuskript og bedste mandlige skuespiller.

Kilde: Kim Skotte, Politiken

Filmen vises torsdag d.7. februar, kl. 16.15 og 18.30