Instruktør: Philippe Falardeau. 105 min.
(Canada, 2009)
”Den franske komedie bevæger sig i et grænseland mellem folkelig komedie og grotesk sort satire, mens den flirter med to så modsætningsfulde genrer som socialrealisme og eventyr. Filmen har en helt unik og fantastisk æstetik, der hele tiden forholder sig til indholdet fra en ny interessant vinkel. Den dygtige skuespiller Antoine L’Écuyer bringer et enestående portræt af den rebelske, identitetssøgende og ustyrlige Léon. Historien omhandler de store emner set ud fra et barns øjne – og verden er ikke altid så entydig og nem at forstå, når man kun er 10 år.
Filmen tager udgangspunkt i Léons livssyn og virkelighedsopfattelse, der bestemt ikke ligner noget, jeg nogensinde har set før. Fra de første fredelige scener, er det tydeligt, at Léon ikke er helt som de andre drenge i klassen. Léon fortæller i en voice over, hvordan han lå på bunden af havet, inden han blev født – men pludselig en dag gav hans mor ham livet, og det er han bestemt ikke særlig taknemmelig for. Adskillige gange i filmen forsøger Léon at gøre det af med sig selv, hvor vi allerede i åbningsbilledet af ham ser et forsøg på selvmord.
Filmen leger meget med sort humor, der til tider tangerer til det kyniske – men hele tiden med et glimt i øjet! Derfor føles det ikke forkert, når man griner af Léon, der forsøger at hænge sig selv, mens hans bror og mor løber forvirret rundt og slet ikke aner, hvad de dog skal gøre.
Vi ser som beskrevet historien gennem Léons øjne, og derfor er det vigtigt for filmen at have den humor. Børn tager jo ikke højde for moral og norm, netop derfor tåler filmen at være sort og kynisk – Léon ser det jo hverken som kynisk eller umoralsk, tværtimod! Han er udmærket bevidst om, at han er lidt speciel, men han har ikke tænkt sig at lave det om.
Jeg kan slet ikke sige for meget positivt om den måde, filmen fortælles. Det fungerer simpelthen så godt! Når helt realistiske elementer pludselig forvandler sig til noget hentet fra et eventyr, fungerer det troværdigt netop på grund af den 10årige fortæller. Der er ikke altid en større mening med Léons handlinger, og sommetider drejer plottet i uventede og mystiske retninger – netop som man forestiller sig, et barn ville se virkeligheden!”
Kilde: Brian Theodor Agerholm, Film-nyt.dk