Filmen forevises torsdag d. 6. november kl. 16.15 & 18.30
Denne besnærende gamle ruin. Således bliver det ærværdige Grand Budapest Hotel betegnet i Wes Andersons film.
I virkeligheden er den besnærende gamle ruin selvfølgelig Europa. Den lige så bedagede som charmerende verdensdel, vi har den ære at bebo. Og som i ’The Grand Budapest Hotel’ uden blusel er befolket af amerikanske skuespillere, der ikke et sekund skal skjule deres brede amerikanske tungemål, selv om de optræder i rollen som mellemeuropæere fra 1932. Få år før Europa lagde endnu et lag til sine gamle ruiner.
I ’Moonrise Kingdom’ (som var en af vores humoristiske film i sidste sæson) udspillede handlingen sig i en slags dukkehus for voksne på en isoleret ø beboet af spejdere og belejret af en kommende storm. I ’The Grand Budapest Hotel’ er dukkehuset vokset til et hotel i den fiktive mellemeuropæiske republik Zubrowka, hvor det kommende uvejr er krigens torden. Det kunstige bliver i begge film understreget fra første billede. Vi er ikke i den virkelige verden. Vi er i Wes Andersons verden.
Filmen er lavet som et tilbageblik. Inspireret af forfatteren Stefan Zweig, der i ’Verden af i går’ skrev om katastrofen Første Verdenskrig og Europas efterfølgende styrt ned i fascismens gab. Men også om at vokse op i hedengangne Østrig-Ungarn. I et Wien, hvor enhver borger blev »opdraget til at værdsætte det internationale og kosmopolitiske, til at være verdensborger«.
Denne kosmopolitiske ånd er i ’The Grand Budapest Hotel’ personificeret af Gustave H., der som dirigent for et symfoniorkester med overblik og sans for den mindste detalje styrer slagets gang på det fornemme gamle hotel.