Instruktør: Tanya Wexler. Spilletid 95 min.

(England, 2011)

 

Tager man udgangspunkt i det rent sproglige, må man konstatere, at ”hysterisk” er noget, som kun en kvinde kan være: Ordet er dannet efter det græske ”hystéra”, som betyder livmoder.

I dag vil mange (både mænd og kvinder) nok stille sig skeptiske over for det udsagn, men i det victorianske England i 1880erne var man(d) ikke i tvivl: Hysteri var en diagnose for kvindelidelser, der omfattede alt lige fra depression over søvnløshed til dårligt humør. Og de mandlige læger gik håndfast til værks:

Ved hjælp af en særlig bækkenbundsmassage begynder de triste kvinder at smile igen, , og smilene bliver til højlydt jubel, da den kønne Dr. Mortimer viser sig at være særdeles ferm med fingrene. Så ferm at han med overanstrengte hænder søger hjælp hos sin ven Edmund, der elsker elektronik, og ved hvordan man får ting til at snurre og vibrere.

Historien om vibratorens opfindelse er dog kun en del af plottet i Hysteria, der både er en social satire, et vellykket tidsbillede og et slag for feminismen. Det sidste står fabelagtige Maggie Gyllenhaal for i rollen som Dr. Dalrymples feministiske datter Charlotte, der er en dame med sine helt egne meget fremsynede ideer om lighed mellem kønnene og retfærdighed i verden, som hun ikke er bange for at råbe op om. 

Maggie Gyllenhaal har så meget energi og karisma, at det smitter af på Hugh Dancy, der ellers er en smule fersk i rollen som den unge doktor med de dygtige men ømme hænder. Hun er en hvirvelstorm af en besværlig drømmekvinde, og står for både de bedste grin og den varme, der får en til at føle sig i virkeligt godt selskab hele vejen gennem filmen.” (Louise Kidde Sauntved, Berlingske Tidende)

Ovenstående anmelders sidste udsagn ligger på linje med en anden, der mente, at filmen var en rigtig feel-good-film, velegnet for husmødre til en eftermiddagsforestilling. Generelt er filmen blevet godt modtaget, og de gode vibrationer følges op af fx Katrine Hornstrup (Information), der kalder filmen ’et tankevækkende og kuriøst stykke seksualhistorie, fortalt vakst og vittigt med hele den sociale og videnskabelige revolution som bagtæppe’.