Instruktør: Hans Petter Moland. Spilletid 123 min. (Norge, 2019)
Filmen er baseret på Per Pettersons bestseller-roman af samme navn.
Den 67-årige Trond har været enkemand i nogle år og er nu gået på pension. Han forlader bylivet i Oslo og køber et gammelt hus i udkanten af en landsby ved grænsen til Sverige. Et område, som han kender i forvejen og har minder fra. Der vil han tilbringe resten af sine år med at kløve brænde, gå tur med hunden, snedkerere lidt hist og pist og læse Charles Dickens – kort sagt: starte på en frisk og leve et enkelt og ukompliceret liv. Det viser sig dog, at hans nærmeste nabo ved navn Lars er et spøgelse fra fortiden.
De to mødte hinanden i sommeren 1948, da Tronds far var i færd med at forlade familien til fordel for en anden kvinde. Trond var da en ung mand og oplevede selv en brusende forelskelse – men i den samme kvinde som sin far.
I flashbacks bliver vi taget med tilbage til den skæbnesvangre sommer i 1948 og bliver draget ind i det komplicerede forhold til faren, som Trond har været mærket af hele sit liv.
Dengang var Trond på ferie hos sin far i landsbyen, som faren havde fundet egnet som base for sine aktiviteter i modstandskampen. Han var 15 år, og sammen med kammeraten Jon optaget af “at stjæle heste”, dvs. at snige sig til en ridetur på storbondens heste uden at blive opdaget.
Den norske instruktør bag filmen, Hans Petter Moland, har gjort det helt rigtige i at vælge Rasmus Videbæk, der også har filmet En kongelig affære, som sin fotograf. Danskeren har høstet stor ros for sin evne til at gøre selv de mest simple scener meget nærværende, og Ekko tøver ikke med at kalde Ud og stjæle heste for yderst raffineret filmkunst.
Kilde: Ekko
Filmen vises torsdag d. 7. oktober, kl. 16.15 og 18.30