Instruktør: Pawel Pawlikowski. Spilletid 88 min. (Polen, Frankrig, England, 2018)
I efterkrigstidens Polen skal et nyt kommunistisk mønstersamfund opbygges. Ved at hylde folkets kultur skal der skabes en ny proletarisk bevidst identitet.
Musikeren og komponisten, Wiktor (spillet af Thomasz Kot) drager i 1949 ud i landet for at finde talenter til et nationalromantisk ensemble. Deltagerne skal – iført folkedragter – med hjemlandets sange styrke landets ry som en kulturelt selvstændig stat.
Ved en audition får Wiktor øje på Zula (Joanna Kulig) en ung, blond skønhed med en vild fortid og en plettet straffeattest.
Zula og Wiktor indleder en heftig kærlighedsaffære, der strækker sig over mere end ti år og tværs over den kolde krigs Europa, især internationale byer som Berlin og Paris.
Partitoppen ønsker, at ensemblet også skal hylde Lillefar Stalin, et ønske bureaukraten Kaczmarek har større forståelse for end Wiktor.
Selv om Wiktor og Zula er hinandens store kærlighed, bliver deres kærlighed sat under pres, da Wiktor føler, at kærligheden til kunsten umuliggøres af udviklingen i Polen. Wiktor hopper af til Vesten efter forgæves at have ventet på Zula ved zonegrænsen i Berlin i 1952.
Wiktor får en karriere som jazzpianist i Paris. Han føler, at han kun kan overleve som menneske, hvis han kan udfolde sig frit. Men uden Zula og Polen er han kun et halvt menneske.
Ligesom Pawel Pawlikowskis film Ida som Filmklubben viste i 2016, er Cold War i sort-hvid. Et valg der passer til en film, der foregår i en kold tid.
Kilder: Bo Tao Mishaëlis, Ekko og Kim Skotte, Politiken
Filmen vises torsdag d.24. februar, kl. 16.15 og 18.30