Instruktør: Miko Lazarov. Spilletid: 96 min. ( Frankrig, Tyskland, Bulgarien, 2018 )
Rensdyrjægeren Nanook (Mikhail Aprosimov) og Sedna (Fedosia Ivanova) er et aldrende ægtepar, som bor på den russiske tundra i provinsen Sakha. Mens verden omkring dem er i konstant udvikling, fortsætter de med at leve i deres telt af skind på samme vis, som deres forfædre har gjort gennem generationer.
Deres eneste kontakt med omverdenen er den unge mand Chena (Sergey Egorov), som kommer forbi med forsyninger. Deres datter, Ága (Galina Tikhonova), har forladt dem til fordel for livet i den nærmeste by, hvor hun arbejder i en diamantmine. Ágas afsked har taget hårdt på forældrene. Nanook føler, at Ága har svigtet sin familie, og foretrækker ikke at snakke om datteren, mens Sedna blot nærer et brændende ønske om at se hende igen.
Den lille families triste historie er blot en af indgangene til at vise modsætningen mellem ægteparrets tilværelse og den moderne verden omkring dem. I en af de første scener ligger Nanook ved siden af sin slæde, mens vi først hører og siden ser et fly passere over ham. Og gennem hele filmen viser Lazarov, hvordan omgivelserne ændrer sig for Nanook og Sedna. Det bliver varmere og varmere år for år, og rensdyrene er så godt som forsvundet, mens der er en konstant strøm ind mod byerne. Ægteparret har fravalgt den moderne verden, men kan ikke undgå at blive påvirket af den.
Filmen er optaget på den smukke, men nådesløse minus 42 grader kolde tundra i Sakha, hvilket dens fotograf Kaloyan Bozhilov til fulde formår at udnytte. Billederne af det majestætiske landskab med dertilhørende baggrundsmusik er filmens stærkeste kort.
Selve historien tager faktisk først rigtig fart efter en times tid, hvor Ága skal findes. Indtil da fastholder indblikket i Nanook og Sednas dagligdag og det gudesmukke landskab dog uden problemer publikums interesse.
Kilde: Anders Mai, Soundvenue
Filmen vises torsdag d.16. januar kl. 16.15 og 18.30