Filmklubben Thy Velkommen til Filmklubben Thy's hjemmeside

Filmklubben Thy
SUBURRA // 12. okt

Instruktør: Stefano Sollima
Spilletid 130 min.
(Italien, Frankrig 2015)

”Suburra” var navnet på slummen i det antikke Rom, hvor magtmænd indgik handler med ludere og lommetyve, gadens konger.
Det er en november nat i Rom. Regnen falder så tungt, at Tiberen truer med at gå over sine breder. I den kriminelle underverden lurer et kommende opgør og generationsskifte. I Vatikanet har paven bestemt sig for at abdicere. Imens pisser en magtfuld politiker helt bogstaveligt på Italien fra sin hotelbalkon, mens en mindreårig prostitueret dør af en overdosis i sengen bag ham. Sådan starter det ambitiøse gangsterdrama Suburra og herfra går det kun ned af bakke for alle involverede – med undtagelse af publikum i biografstolene. Det her er nemlig en film af usædvanligt høj klasse.
Den unge prostitueredes død sætter grus i maskineriet på et komplot, der har til sigte at få gennemført en byfornyelseslov. Denne lov skal forvandle en af Roms forstæder til et forlystelsesparadis – Italiens svar på Las Vegas. Filmen udspiller sig over en uge i 2011.
Gennem sammenfiltrerede skæbnetråde, hvor enhver handling har omsiggribende, uforudsete konsekvenser, skildrer Sollima det senmoderne, kapitalistiske Italien – fra mafiaens nådesløse rænkespil til det korrumperede politiske system.
Suburra er baseret på romanen af samme navn af Carlo Bonini og Giancarlo De Cataldo. Det komplekse plot jonglerer adræt med utallige karakterer og plottråde. Det giver filmen et litterært præg, som man ellers kun finder det i de bedste nyere TV produktioner. Alle karakterer får mere end blot en dimension, mens deres skæbner langsomt væves sammen, og man mister aldrig tråden i det ellers ganske komplekse plot. Filmen finder endda tid til ømhed for sine ellers brutale og usympatiske karakterer. Det er simpelthen et narrativt mesterstykke.

Kilder: Daniel Skov Madsen, CinemaZone.dk og Jesper Bo Petersen, ekko
Filmen forevises torsdag d. 12. oktober, kl. 16.15 & 18.30

Der er lukket for kommentarer.