Instruktør: Kenneth Lonergan
Spilletid 137 min.
(USA 2016)

Vi er oppe i det kolde og forblæste nordøstlige USA i denne afdæmpede og sobre fortælling om mennesker, der bliver ramt af tragiske omstændigheder. Forfatter-instruktør Kenneth Lonergan tager udgangspunkt i det akavede forhold mellem teenageknægten og hans modvillige plejefar, der ikke ønsker at flytte tilbage til sin fødeby.
Men filmens stærkeste historie udspiller sig i baggrunden, hvor vi langsomt får rullet forhistorien op og forstår, at hovedpersonen har en stor personlig tragedie i bagagen, som netop er årsagen til hans handlingslammelse.
Hvad det præcis er, der er sket i Lees fortid, står meget længe hen i det uvisse – og skal derfor naturligvis heller ikke afsløres her. Kenneth Lonergan tager sig nemlig god tid til at folde sin fortælling ud, og sørger for undervejs at efterlade tilstrækkeligt mange uudfoldede hjørner til, at vi beskuere bliver aktivt involveret i historien – og får den ind under huden. Alt det, Lee og alle andre involverede desperat prøver at pakke væk.
Eneste anke mod filmen er ikke spilletiden på næsten to en halv time, men at musikken får lov til at buldre og brage lidt vel rigeligt. Som om Lonergan alligevel undervejs er blevet usikker på, om publikum nu også kan kapere al den tavshed.

Kilde: Louise Kidde Sauntved, Berlingske
Filmen forevises torsdag d. 26 oktober, kl. 16.15 & 18.30