Camera FilmInstruktør: Pawel Pawlikowski. Spilletid 80 min. (Polen, Danmark 2013)

Filmen forevises torsdag d. 21. januar, kl. 16.15 & 18.30

”En perfekt film”, skrev filmanmelderen Rasmus Brendstrup i Ekko ved premieren i 2014. Han understregede, at han aldrig tidligere har brugt dette superlativ, men det er på sin plads her i forbindelse med en film, som har sin helt egen, glasklare tone. Der er nemlig tale om en sjælesønderrivende historie om identitet, tilgivelse og det at leve i en verden af uret, men også en tyst, bevægende film om sanselighed og kærlighed.

Pawlikowski var fjorten, da han med forældrene forlod det kommunistiske Polen i 1984. Hans tidligere film har beskrevet det at leve i udkanten af et samfund som immigrant, som turist eller som småkriminel. Ida, som er hans første film produceret i fødelandet, foregår i 1962 og handler om den forældreløse Anna, opvokset i et katolsk kloster. Inden hun skal afgive sit nonneløfte, ønsker priorinden, at Anna skal besøge sin eneste slægtning, moster Wanda. Her erfarer hun næsten brutalt, at hun i virkeligheden hedder Ida Lebenstein, at hun er jøde, og at hendes forældre blev dræbt under 2. verdenskrig af dem, der nu bor i hendes barndomshjem.

Man kunne forestille sig, at det var et tema om åndelig frelse inspireret af Carl Th. Dreyer og Robert Bresson. Men ifølge Brendstrup er det en etisk, filosofisk film, der suger næring af det opgør med 2. verdenskrig, som polsk film kredsede om i 50´erne og 60´erne, skabt af store filminstruktører som især Andrzej Wajda. Vinder eller taber man mest ved at opsøge lysstrålerne mellem murbrokkerne?
Billedmæssigt er Ida i sig selv en lysstråle i de sjældent udtryksfulde sort/hvide kompositioner skabt i det klassiske 4:3 format, som stort set forsvandt med de store lærreder ved indførelsen af widescreen.
Anmeldelsen får seks stjerner og slutter sådan: ”At leve i smerte eller med tillukkede sanser… Det lykkes Pawlikowski at italesætte dette universelle skisma på en stærkt personlig, men alligevel overraskende engagerende måde.”

Kilde: Ekko nr. 66