Instruktør: Jean- Pierre og Luc Dardenne. Spilletid 87 min.
(Frankrig, Belgien, Italien, 2011)
Den 12-årige Cyril er blevet afleveret på et børnehjem. Hans far kan ikke passe ham i en periode, har Cyril fået at vide, men sandheden er, at faderen har valgt sønnen fra i mere definitiv forstand. Ude af stand til at være i sine følelser reagerer Cyril i voldsom trods og med indestængt vrede. Mest af alt kan han ikke forstå, at faderen ikke har afleveret hans cykel, en cykel, der vitterlig betyder alt for ham.
Han får hjælp af frisøren Samantha, der tilbagekøber cyklen af en mand, der har købt den af faderen til sin egen søn. Instinktivt stoler Cyril på hende, og hun indvilliger i at have den forældreløse knægt i weekenderne. Sammen sætter de sig for at finde faderen, hvilket ikke viser sig svært. Han arbejder på en lokal restaurant, og det passer ham uhyre dårligt at Cyril pludselig dukker op. Så dårligt, at han efter pres fra Samanta får fortalt Cyril, at han faktisk ikke har tænkt sig at se ham igen. Og så har drengen kun sin cykel- og for første gang en voksen, der kæmper for ham.
Jean-Pierre og Luc Dardenne forstår vigtigheden af at gøre Cyrils situation genkendelig, hvor fremmed den end måtte være. I stedet for at benytte sig af de åbenlyst sentimentale udveje, der ellers præsenterer sig nok i filmens løb, og som ville have kunnet gøre Drengen med Cyklen til et tårevædet melodrama, holder de igen og lader filmen være nedbarberet i sit følelsesmæssige udtryk. Det gør, at den kommer til at ligne et lille udsnit af virkeligheden og ikke en skabelon over en trist skæbne.
I Cannes river de sig efterhånden i håret over art cinema-kongerne fra Belgien, der ikke kan få Den Gyldne Palme hvert eneste år, selv om de er suveræne.
Kilde: Jacob Wendt Jensen. Berlingske
