Instruktør: Wim Wenders. Spilletid 106 min.
(Tyskland, 2011)
En meget betydelig skikkelse indenfor moderne danseteater var Pina Bausch (1940-2009) Hun etablerede i 1972 sit Tanztheater Wuppertal, som opførte forestillinger skabt af Bausch selv for et kompagni af dansere, der blev hos hende i årevis. Igennem godt 20 år havde filminstruktøren en løs plan om at skabe en lang dokumentarfilm om Pina Bausch og hendes personlige værker, der var meget respekteret i Tyskland og også internationalt. Af forskellige årsager blev planerne ikke realiserede, før Wenders pludselig indså, at kun ved at benytte den nye 3D teknik, kunne han genskabe teatrets rumlige oplevelse til filmlærredets. Nu kom der gang i planerne, danserne og filmholdet var parat, da Bausch ganske uventet døde af en fremskreden kræftsygdom.
I et interview med Politikens Michael Bo (jan. 2012) siger Wim Wenders: ”Og nu vil du spørge, om det ikke på sin vis føltes som helligbrøde, at vi endte med at lave filmen alligevel. Men tværtimod. Det føltes i begyndelsen ørkesløst at skulle lave den uden hende, for vi havde drømt om den film sammen i 20 år, men danserne fik mig overbevist om, at dette måske var allersidste gang, at disse stykker blev danset, og mens jeg talte med dem, gik det op for mig, at de alle sammen – vi alle sammen – havde brug for en måde at bearbejde sorgen og tabet på… Og arbejdet fik den ønskede katarsiske effekt og blev hverken trist eller hængemulet.
3D har været brugt dygtigt og kunstnerisk interessant i nogle animationsfilm, men overvejende har det været benyttet som salgsfremmende effekter i dyre amerikanske underholdningsfilm. Umiddelbart forekommer det derfor en smule sært, at en avantgarde-filmmager kaster sig over denne teknik, men det er yderst velbegrundet, som Wim Wenders siger: ”Pinas balletter har en sindrig struktur, som Pina har givet dem, og som udfolder sig i tid, rum, bevægelser, følelser, lys og musik, og den sceneoplevelse skulle oversættes til lærredet….”
