Instruktør: Majid Majidi. Spilletid 99 min. (Iran, 2020)

Vi er i nutidens Iran, hvor afghanske flygtningebørn og lokale gadebørn stjæler, snyder og roder i affald for at hjælpe med at skaffe mad på bordet. Den godt tolvårige Ali er lederen af en lille bande af tyveknægte. Han er karismatisk, stærk og fast besluttet på at få noget ud af sit liv. I modsætning til den junkie af en far, han knapt nok kender. Hans to medsammensvorne er den bomstærke arbejdshest Mamad, hvis far tvinger ham til at udføre hårdt fysisk arbejde, og ranglede Reza, der drømmer om at blive fodboldspiller – et mål, der virker totalt uopnåeligt.
Ganske som i Oliver Twist arbejder ungerne for en forbryder højere oppe i gadens hierarki. Og da bossen Hashem en dag fanger Ali med en brevdue, han ikke har fået lov at låne, tvinger han drengen til at påtage sig et ganske særligt job. Der er nemlig en uspecificeret skat gemt under en kirkegård i nærheden, som Hashem vil have fat på. Men den eneste måde at nå frem til den er gennem en tunnel, der løber fra kælderen af en lokal skole, så Ali og hans venner er nødt til at lade sig indskrive.
Skolen er en evindeligt lukningstruet velgørenhedsinstitution drevet af en stivstikker af en skoleinspektør og hans mere engagerede viceinspektør, hr. Rafie. Deres mission er at give fattige og hjemløse børn – som Ali og hans venner – gratis kost og en solid uddannelse. Men stik imod Ali eller Hashems forventninger bliver børnene meget glade for at gå der. Abolfazl viser tegn på at være et matematisk geni, og Reza får endelig en lejlighed til at demonstrere sit boldtalent. Hele flokken finder sammen med deres jævnaldrende et fællesskab, som får dem til at drømme om et liv med mere end småkriminalitet og ren overlevelse.

Kilde: Leslie Felperin, Ekko

Filmen vises torsdag d.2. marts, 2023