Instruktør: Mia Hansen-Løve, Spilletid 112 min.(Frankrig, Belgien, Tyskland, Sverige, Mexico, 2021)
I filmen Bergmans Ø følger vi det amerikanske instruktørpar, Chris og Tony, der begge lever og ånder for film. Parret tager på skriveorlov på den smukke svenske ø, Fårö, hvor den legendariske Ingmar Bergman boede og optog mange film. De søger at få inspiration til deres skriverier, men opdager stille og roligt at grænsen mellem kunsten og virkeligheden sløres, og deres forhold bliver mere og mere anstrengt, da minder om den første kærlighed overtager.
Filmen er stilfærdig, nuanceret og velspillet. En hilsen til Bergmans værk, men også til ældre europæisk filmtradition. Den volddyrker ikke mesteren og gør faktisk lidt grin med ih-og-åh-hvor-er-Bergman-fantastisk-segmentet. Da fiktion blander sig med virkelighed, og vi samtidig forstår, hvor meget ægteparret skjuler for hinanden, bliver filmen næsten bergmansk. Men filmen rummer det stille håb, som Chris (Vicky Krieps) savner i mesterens film.
Bergmans ø er en film om at skabe kunst, men det er også et parforholds drama, hvor dramaet ligger under overfladen. Gennem den historie, som Chris arbejder på, og som vi ser brudstykker af som en film-i-filmen, fornemmer vi, at hendes forhold til den ældre Tony (Tim Roth) er mere i stykker, end det ser ud. Det hjælper ikke på hendes ambivalente holdning, at privatpersonen Bergman var en fraværende far for sine mange børn. Chris har selv en datter, som hun elsker. Hvordan er det muligt at sætte kunsten så meget højere end familien? Det kan kun en mand gøre, mener hun, og på den måde indgår Bergmans ø i kønsdebatten.
Filmen blev nomineret til Guldpalmen ved filmfestival i Cannes og er fransk. Selvom instruktørens navn lyder pæredansk, er Mia Hansen-Løve så fransk, som tænkes kan. Hun er født og opvokset i Paris. Hendes farfar var dansk.
Kilde: Bo Hansen 2021, Ekko
Filmen vises torsdag d. 16. marts, 2023