Instruktør: Hlynur Pálmason, Spilletid 93 min. (Danmark, 2017)
En underlig fortælling om to brødre, der vælter hovedkulds rundt i et kalkbrud, som slås nøgne over en pige, som tisser på gulvet på arbejde, som brygger alkohol af brune kemikalier og som fantaserer om at skyde med geværer i en krig i en skov.
Intet i Vinterbrødre bliver fortalt, som vi er vant til at se film blive fortalt. Filmen er gådefuld. Hvad er meningen?
Det er op til en selv at finde hoved og hale i Emil og Johans oplevelser i et kalkbrud, der på forunderlig vis er omgivet af snedækkede skove.
Lyt til dine instinkter, dine sanser og dine følelser, lad de stemmer, du ellers altid skubber til side og fortrænger, få plads.
Lad din underbevidsthed overtage styringen og accepter så, at den altid vil være gådefuld. Og det er med den egenskab, filmen taler til dig. Det er jo netop en af de fantastisk gode grunde til, at vi har noget vi kalder kunst, til at stille os de spørgsmål, vi ikke kan formulere med ord, til at vække de følelser, vi ikke forstår, til at sanse det, vi ikke kan tænke.
Naturligvis kan man konkludere noget ud fra Vinterbrødre. Det er en beretning om to brødre – den ene søgende, den anden forankret. Den handler om at lede efter noget, en identitet og et ståsted. Den handler om testosteron og unge mænds drifter, om at være fortabt og isoleret, og om alt det, vi dagligt møder som mennesker.
Den islandske instruktør Hlynur Pálmason, har skabt en film med et helt særligt billedsprog, mere præget af maleri og fotokunst end af film. Ofte med toner og stemninger, der minder om gamle let forvitrede dias fra familiealbums fra 60’erne og 70’erne.
Det er en film, der på forunderlig vis kan foregå når som helst mellem 1970 og nu.
Kilde: Per Juel Carlsen
Filmen vises torsdag d. 10. januar, kl. 16.15 og 18.30
Instruktør: Hlynur Pálmason,