Vi kommer vidt omkring i den nye filmsæson – både geografisk og genremæssigt. Når vi vælger film, støtter vi os især til kyndige filmanmeldere i aviser og tidsskrifter, og vi spejder altid efter kvalitetsfilm.
Macbeth er på ny blevet filmatiseret. Tidligere har Shakespeare-skuespillet fristet store filmkunstnere som Orson Welles og Roman Polanski. Den nye udgave er instrueret af Justin Kurzel, der især har arbejdet med teater i England. Bo Tao Michaëlis erklærer i Ekko, at franske Marion Cotillard spiller mageløst. ”Jeg har aldrig set så rørende og vedkommende Lady Macbeth hverken på scene eller lærred”. 45 år kommer ligeledes fra England og er et psykologisk drama om et ældre ægtepar og deres selvbedrag. Instruktøren hedder Andrew Haigh, og ægteparret spilles af Charlotte Rampling og Tom Courtenay. 6 stjerner i Ekko. Fra USA kommer drama/komedien Me and Earl and the dying girl instrueret af Gomez-Rejon. Kim Skotte er begejstret i Politiken: ”En bundcharmerende, rørende og vittig kærlighedserklæring til venskabet, filmkunsten og ungdommens akavede og sårbare år.” 99 Homes er et drama fra USA, og instruktøren hedder Ramin Bahrani. Temaet er her finanskrisen og dens konsekvenser for helt almindelige mennesker. Den foregår i 2010 i Florida, hvor en bygningsarbejder fyres og mister familiens hjem. 6 stjerner i Ekko. Anomalisa er også fra USA, instruktøren hedder Charlie Kaufman og er bedst kendt som manuskriptforfatter af to originale og fantasifulde film: ”Being John Malkovich” og ”Evigt solskin i et pletfrit sind”. Kaufmans nye film er skabt i samarbejde med animatoren Duke Johnson, og det er en melankolsk animationsfilm for voksne. Genren kaldes stop-motion, idet dukkerne flyttes et billede ad gangen (frame by frame) uden digitale hjælpemidler med et bevidst lidt kantet billedsprog.
Taxi Teheran er en dokumentar/komedie fra Iran. Instruktøren hedder Jafar Panahi, og han har forholdt sig kritisk til sit land, hvorfor han blev sat i husarrest og fik 20 års forbud mod at lave film. Ved at agere taxachauffør prøvede han at smyge sig udenom og fik kastet et dokumentarisk blik på Teheran. Nogle har spurgt, om personerne er ægte, eller er de skuespillere. Dheepan vandt guldpalmerne i Cannes i 2015. Den skildrer flygtningenes kamp for at skabe et nyt liv i et nyt land med en hovedperson, der kommer fra Sri Lanka. Den er nok dyster, men formår at bevare en lille grad af optimisme. Filmen er et fransk drama af Jacques Audiard, som vi husker for ”Smagen af rust og ben”. Mustang er fra Tyrkiet. Cinema Zone skriver: ”Ergüven vil ikke lave en politisk film om de forhold, mange kvinder skal finde sig i, men derimod en film om fem søstre, hvis kærlighed til hinanden og livet er et stærkt holdepunkt og en redningsline”. Crosswind af Martti Helde fra Estland, et filmland vi stort set ikke kender herhjemme. Den handler om Stalins deportation af baltere og blev rost i høje toner i Ekko, som gav den fem stjerner og skrev: ”Dybt original film om et vigtigt emne”.
Marshland er en spansk thriller af Alberto Rodríguez. Den foregår kort efter Francos fald i 1975 og afspejler det kaos, der må have udspillet sig i årene efter, hvor alle har noget at skjule. Den har fået Spaniens største filmpris, Goya, og herhjemme fik den 5 stjerner i Politiken og Ekko. Wild Tales af Damián Szifrón er en Oscar-nomineret, argentinsk film, der fortæller seks afrundede historier om mennesker, hvis bæger flyder over, og den kunne foregå overalt i den vestlige verden. ”Den er skamløst underholdende”, mener Claus Christensen i Ekko. ”Snart surrealistisk grotesk, snart tragikomisk.” Jeg er Ingrid er Stig Björkmans svenske dokumentarfilm. 5 stjerner i Ekko af Michael Bo, der konkluderer: ”Portrætfilmen om Ingrid Bergman er lige så nærværende og kompromisløs som hovedpersonen, der demonstrerede, at også kvinder kan følge deres kald.”
JV