WildTales_2Instruktør:
Damián Szifrón
Spilletid 122 min.
(Argentina, Spanien, 2014)

I et fly opdager passagererne, at de har én ting til fælles: De kender en bestemt mand, Pasternak, som de alle har behandlet dårligt. Uheldigvis er Pasternak også om bord på flyet.
Klip: Et ældre ægtepar sidder og læser i deres havestole, da de i det fjerne ser et passagerfly, som har retning direkte mod deres have!
Åbningen af Wild Tales får én til at miste vejret med dette på en gang frygtelige og frydefulde billede, som næppe er set lignende i filmhistorien.
Damián Szifróns Oscar-nominerede Wild Tales fortæller 6 afrundede historier om mennesker, hvis bæger flyder over. Dramaerne udspiller sig i Argentina, men kunne have fundet sted hvor som helst i den vestlige verden. Ligesom Michael Douglas i Falling Down (hvor han i desperat frustration forlader bilen i motorvejskøen) har disse desperate mennesker længe levet under massive pres og bidt smerten i sig, indtil …
For at nævne endnu et eksempel: i den tredje historie kører en tjekket karrieremand i en Audi i et øde bjerglandskab. Da han overhaler en gammel Peugeot, kan han ikke nære sig for at håne føreren. Lidt efter punkterer han og bliver indhentet af bondeknolden. Det udvikler sig til en drabelig duel, som leder tanken hen på Spielbergs Duellen, dog med en spandfuld satire oveni.
Hovedpersonerne i denne film har altså det til fælles, at de en dag ikke kan klare mere: De går bersærkergang og tager grusomt hævn. Det er skamløst underholdende og serveres med et eminent håndelag, der tåler sammenligning med Tarantino og Coen-brødrene.
Anmelderen Claus Christensen mener, at filmen er noget så sjældent som en revolutionær underholdningsfilm, et humoristisk frontalangreb på det kapitalistiske samfund, en anarkistisk film i traditionen fra salig Luis Buñuel. Det er imidlertid ikke borgerskabets diskrete charme, men dets nervøse sammenbrud, vi er vidne til.

Kilde: Filmmagasinet Ekko

Filmen forevises torsdag d. 1. september, kl. 16.15 & 18.30