Filmklubben Thy Velkommen til Filmklubben Thy's hjemmeside

Filmklubben Thy
MACBETH // 2. feb

Macbeth_3Instruktør:
Justin Kurzel
Spilletid 113 min.
(Storbritannien, USA, Frankrig 2015)

Allerede inden der er gået fem minutter af Macbeth, er vi i gang med det første slag – og hvilket slag. Macbeth og hans trætte tropper går op mod oprøreren Macdonalds tropper i et orgie af blod og død, fortalt i vekslende high speed og slow motion, så det er lige før, verden snurrer lige så meget rundt for tilskueren, som den må gøre det for de udhungrede, søvndepriverede soldater.
Med sejren i hus hyldes Macbeth af kongen – men Macbeth kan ikke glemme, at han på slagmarken blev opsøgt af tre mystiske kvinder, der spåede, at han en dag selv ville blive konge. I ledtog med sin Lady Macbeth, der er blevet gjort hård af tabet af sit eneste barn, planlægger han at tage kongens liv og titel. Men man tager ikke ustraffet skæbnen i egen hånd.
Macbeth er baseret på et af Shakespeares hovedværker om magtbegær og skæbnens luner. Michael Fassbender spiller titelrollen som den plagede landsforræder, mens Marion Cotillard ses som den snu Lady Macbeth.
Med talefilmens ankomst i slutningen af 1920’erne er Shakespeare blevet filmatiseret i en lind og ubrudt strøm. Nogle årtier mere end andre, men egentlig meget konstant og selvfølgelig præget af pågældende tidsånd, politiske atmosfære og opfattelse af Shakespeare.
Orson Welles’ Macbeth fra 1948 er præget af 30’ernes og 40’ernes totalitarisme og filmkunstnerens egen ambivalente fascination og afsky ved disse overmenneskelige ideologier. Mens Roman Polanskis udgave fra 1971 er smittet af hans tro på seksuel dæmoni og grisk magtbrynde.
I de senere år har vi set mere realistiske Shakespeare-filmatiseringer, som afspejler en mere socialhistorisk og ideologikritisk forskning af Shakespeare.
Den australske instruktør Justin Kurzels Macbeth står i en vis forstand i kontrast til den udvikling.
Vi begynder i en romansk, tidlig middelalder, men ender stilmæssigt oppe i sen-gotikkens katedraler og renæssancens heksebål. Dette er med sit historiske og mytiske miskmask Macbeth for Game of Thrones-generationen, som gerne vil have middelalderlige magtkampe med intriger og incest, masser af bål og død garneret med sex.

Kilde: Louise Kidde Sauntved, Berlingske og Bo Tao Michaëlis, Ekko

Filmen forevises torsdag d. 2. februar, kl. 16.15 & 18.30

Der er lukket for kommentarer.