Biograferne i Thisted

Da Filmklubben Thy blev oprettet som forening i efteråret 1981, blev det besluttet af den første bestyrelse, at filmene skulle vises i biografen. Ja, hvad ellers, kunne man spørge i dag. Men for 34 år siden var  den mulighed også til stede, at man kunne vise spillefilm i 16mm formatet i et egnet foreningslokale. Med et godt apparat var  forevisningsteknikken egentlig rimelig god, og der eksisterede flere distributionsselskaber med mange 16mm film – både klassikere og nyheder. Men 35mm film i en rigtig biograf er naturligvis bedre. Derfor startede den første sæson med otte film i 1982 i Royal Teatret i Thisted.

Denne bygning eksisterer stadigvæk, men ikke længere som biograf. Den blev på et tidspunkt købt af naboen, Sparekassen Thy, der bruger den som kantine for personalet. Filmklubben flyttede derefter ned i Kino, hvor vi har holdt til siden og nydt godt af den glimrende biografteknik.

Kigger man lidt i filmhistorien og dermed også i biografhistorien, vil man se, at den lille by Thisted hurtigt etablerede sig med forevisningssteder for levende billeder. Som bekendt var det de franske brødrene Lumière, der opfandt det første egentlige biograf-projektionsapparat. I sommeren 1895 havde brødrene eksperimenteret med forevisninger på deres ferieadresse ved Middelhavet i den lille by Ciotat, men verdens første offentlige filmpremiere fandt sted den 28. december 1895 i Paris. Det var ganske korte film på ca. et minuts længde, og handlingen kunne være såre enkel: et tog ankommer til banegården eller babyen får mad. Men fortryllelsen ved de magisk levende billeder var fænomenal, og teknikken bredte sig i de kommende år ud over Europa og i USA. Allerede i december 1906 åbnede den første bio i Thisted, Biograf-Teatret i Vestergade 22, og det var kun to år efter den første faste biograf i København. Vi ved ikke, hvordan den første biograf så ud, men den holdt kun i to år, og det skyldes måske, at den i 1907 fik konkurrence af Kosmorama, der åbnede i nye lokaler i gården bagved. Den bygning kender vi, for det er i dag caféen Baghuset, som ganske vist er bygget totalt om.

Der må have været udsigt til let tjente penge i Thisted i disse år, for allerede i 1910 åbnede biografen Kinografen ved Lille Torv ved siden af støbehandler C.C Kjærs ejendom, men den lukkede igen i 1914. Et billede af den kan ses i bogen ”Torvene, mennesker og huse i Thisted O. 1900” (Forlaget Knakken).

Ældre mennesker, som har haft deres barndom og ungdom i Thisted, vil især huske Palæ Teatret og Royal Teatret. Palæ blev bygget af Herluf og Olga Thomsen på hjørnet af Skovgade og Rosenkrantzgade i 1919. I de første år var det som alle andre biografer indrettet til stumfilm, men der blev vist film med levende musik af den legendariske Olga, der trakterede klaveret, indtil tonefilmen blev indført i Danmark i 1931. Biografen eksisterede efterhånden lidt skrantende til 1965, da bygningen blev solgt til nedrivning, og på grunden blev der parkeringsplads (Rema 1000).

Royal Teatret opstod som biografsal som en del af Hotel Royal, der lå på hjørnet af Store Torv og Torvegade. Daværende boghandler Georg Pors overtog bevillingen i 1929. Filmproducenten og udlejeren Gunner Obel førte den videre i 60 ´erne sammen med Kino, som han byggede i 1967.

Vil man vide mere om den lokale biografhistorie, kan vi henvise til en grundig og personlig artikel af tidl. tømrermester Ib Nielsen i Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred, 1994.

JV

Bestyrelsen:

Gunner Roed (formand, tlf. 97985023), Henning Krogsgaard Nielsen (kasserer), Birthe Eisum (redaktør), Lone Hust, Lisbeth Isaksen, Elisabet Marholt, Jørgen Vestergaard.

Hjemmeside: http://www.filmklubben-thy.dk

Facebook: https://www.facebook.com/filmklubbenthy