Instruktør: Ruben Östlund. Spilletid 118 min. (Sverige 2014) Filmen forevises torsdag d. 17. december, kl. 16.15 & 18.30
”Den blå himmel tindrer som en symfoni over de sneklædte franske alper akkompagneret af dramatiske strygere, mens orkestrerede eksplosioner som paukeslag udløser kontrollerede laviner.
Naturen er vældig, men tæmmet og sat i scene. Kontrollerede laviner skal forhindre større ulykker. Inden døre er skisportshotellet udrustet med al tænkelig komfort. Alt fra køkken til tisserende er lækkert, funktionelt og designet, så ingen form for ubehag behøver opstå. Ud over de kolde tæer, ømme sener og sukkerkolde unger, som hører sig til”. (Kim Skotte, Politiken)
En svensk familie er draget af sted til det sydfranske Les Arcs for at slappe af på et skiressort i luksusklassen. Her skal den salige hygge brede sig for far, mor og to børn, og alle skal træde ud af hamsterhjulet og mærke hinandens nærvær. Ruben Ôstlunds film er dog ikke mange minutter gammel, før en potentiel katastrofe ruller sig ud.
En gigantisk lavine har direkte kurs mod hotellets frokostterrasse. Gæsterne går i panik – ikke mindst kernefamiliens patriark Tomas – der som det første tager benene på nakken, griber sin elskede Iphone og lader hånt om ægtefællen og ikke mindst småbørnenes sikkerhed.
Da tågen fra den rullende snemasse har lagt sig, begynder en isnende psykologisk kamp mellem Tomas (Johannes Bah Kuhnke) og hans yndige viv Ebba (Lisa Loven Kongsli): Vil Tomas erkende sin kujonagtige adfærd, eller vil han hårdnakket forsøge at opretholde billedet af sig selv som den handlekraftige hanløve, der er allestedsnærværende, når afkommet kommer uforudset i nød. Konflikten mellem ægtefællerne tilspidses yderligere, da et vennepar kommer på besøg i den krakelerende snebeklædte idyl.
Det er med en genial blanding af humor og alvor, at den svenske instruktør og manuskriptforfatter dissekerer den skandinaviske mands selvopfattelse som familiens beskytter.