2The_Selfish_GiantInstruktør: Clio Barnard. Spilletid 91 min. (England, 2013)

Filmen forevises torsdag d. 18. september, kl. 16.15 & 18.30

Den kvindelige, britiske instruktør Clio Barnard har med sin blot anden film, ’The Selfish Giant’, begået et nænsomt, hjerteskærende, social-realistisk drama.

Historien om den selviske kæmpe er et eventyr af Oscar Wilde. En moralsk fortælling om kæmpen, der ikke vil tillade børnene at lege i sin frugthave, men selv er den, der i sidste ende bliver fattigere uden børnenes latter. Clio Barnards film er inspireret af eventyret uden på nogen måde at være en filmatisering.

Vi er helt nede på det laveste trin på den sociale rangstige i den engelske flække Bradford, hvor de to kammerater Arbor (Conner Chapman) og Swifty (Shaun Thomas) forsøger at opretholde deres værdighed og venskab. Bortvist fra skolen og med forældre, der lever på samfundets absolutte bund, har de alle odds imod sig. Den adhd-plagede Arbor er dog overbevist om, at han nok skal klare sig selv i de voksnes verden.

Således starter han en lille forretning som lokal skrotsamler og kobberledningstyv med behændig hjælp fra sin bedste ven, der dog er mere interesseret i en levevej som jockey. Arbors lille pengemaskine trækker snart dem begge ud på dybt vand. Helt derud, hvor de ikke kan bunde.

Tonen i ’The Selfish Giant’ er ofte poetisk, til tider tragisk – dog aldrig forfalden til det sentimentale. Conner Chapman og Shaun Thomas er begge fantastiske og overbevisende i rollerne som optimistiske lømler i et pauvert, kærlighedsforladt landskab.

Kilder: Jacob Ørsted, Ekstrabladet. Kim Skotte, Politiken