Instruktør Michael Sarnoski. Spilletid 92 min. (USA, 2021)
Den formidable Nicolas Cage spiller her eneboeren Robin, der bor i en primitiv hytte langt ude i skoven. Hans eneste selskab er en brun gris, som hjælper ham med at finde trøfler. En gang om ugen kommer den unge Amir og køber trøflerne. Robin har valgt at leve alene lang fra verden – og det antydes, at han har mistet sin kone.
En nat bliver Robin slået ned i sit hjem. Da han vågner, er grisen væk. Sammen med den lidt modvillige Amir tager han til den nærliggende storby Portland for at lede efter sin trøffelgris. Nu kunne man tro, at der er lagt op til et hævndrama på linje med mange af tidens brutale actionfilm, men i Pig er der slet ikke lagt op til en gammeltestamentlig hævnaktion. Filmen er snarere et nytestamentligt, karakterdrevet drama om tab og tilgivelse. Det er en film, der viser stoisk, maskulin lidelse, ikke automatpistolsadisme, som en vej til forløsning.
Michael Sarnoski skaber med kølige farver og lav dybdeskarphed i fotograferingen en blanding af realisme og indadvendthed, der spejles i Nicolas Cages dæmpede præstation. Pig er en film med hjerte, og den bliver siddende i kroppen, som Ekkos anmelder Flemming Kaspersen formulerer det.
Pig handler i høj grad også om den unge trøffelhandler Amir. Han fremstilles fremragende godt af Alex Wolff. Amir forsøger at spille voksen, men han står splittet mellem to voldsomme faderfigurer. På den ene side sin rigtige far, en lokal småforbryder spillet af Adam Arkin, på den anden side Robin og hans blanding af hævntørst og moral. Det er ifølge Kaspersen Amir, der udvikler sig i filmen, som måske slet ikke handler om en kidnappet trøffelgris, men om en ung mand, der bliver voksen i mødet med en utraditionel frelser.
Kilde: Ekko, december 2021
Filmen vises torsdag d. 8. december, 2022