Instruktør: Armando Iannucci.
Spilletid 106 min.
(UK, Frankrig 2017)

Må man gøre grin med Hitler? Det gjorde Chaplin med Diktatoren, der latterliggjorde Hitlers mimik, gestik og uniformsliderlige storhedsvanvid. Den viste vi sidste sæson. Gør Stalins død grin med Stalin? Ikke direkte. Filmen handler om den dance macabre, der udspillede sig i Kreml i dagene omkring Stalins slagtilfælde og død – om hvordan selv de mest magtfulde mænd i Sovjetunionen næsten ikke turde tro på, at Stalin havde forladt denne jord efter 33 år ved magten. Han lå i timevis, hvor ingen turde gå ind til ham. I Moskva og andre sovjetiske byer opstod tumulter og voldsomme scener, da diktatoren gik bort.

”Hvordan kunne Rusland overleve uden Lillefar?”, spørger Leif Davidsen i sin anmeldelse (ekko).
Filmen skildrer magtkampen inden for Kremls røde mure, en magtkamp i en række vanvittigt morsomme scener, hvor replikkerne fyger fra de fremragende britiske skuespilleres munde som projektiler fra en Kalasjnikov. ”Det er replik- og skuespilkunst på et meget højt niveau i en fascinerende, stiliseret scenografi”, mener Davidsen.
Persongalleriet er hentet fra den brutale sovjetiske virkelighed i 1953. Alle roller er flot besat, og Steve Buscemi stjæler i høj grad billedet i rollen som reformpolitikeren Nikita Khrusjtjov, der konstant manipulerer for at udmanøvrere sine fjender. Han kender betydningen af fake news. Det gælder om at fortælle den rigtige historie, hvad enten den er sand eller ej.

Det er en film om magt, løgn og konspirationer. Man kan desværre trække mange paralleller til den aktuelle situation med Trump i USA, mener Leif Davidsen og tilføjer, at det ville være forkert at sammenligne Putin med Stalin. Men det er ikke forkert at tænke på, hvad der sker den dag Putin ikke længere er leder af Rusland.

Stalins død viser i sin absurde komik, at når en længe siddende leder forsvinder uden at have udpeget sin efterfølger, bryder magtkampen ud i lys lue. Den tunge arv fra Stalins styre føles stadig i det moderne Rusland, der netop aldrig har taget et tilbundsgående opgør med Stalin og al hans væsen.

Kilder: Camera Film og ekko

Filmen vises torsdag d. 27. september, kl. 16.15 og 18.30