Filmklubben Thy Velkommen til Filmklubben Thy's hjemmeside

Filmklubben Thy
DJANGO – THE KING OF SWING // 21. mar

Instruktør: Etienne Comar.
Spilletid 117 min.
(Frankrig, 2017)

Reda Kateb spiller fremragende den fransk-belgiske jazzmusiker Jean Reinhardt – kaldet Django i Django – the King of Swing. Størstedelen af filmen udspiller sig i 1943 i det tyskbesatte Frankrig, hvor Django lever med sin familie. Han er en populær jazzmusiker, der spiller for fulde huse i Paris. Selv nazisterne er faldet for “guitaristens jazzede sigøjnerswing,” som hans musik kaldes. Django er sigøjner, altså tilhører han et folk, som tyskerne foragter.
Da sigøjnerne bliver deporteret, forsøger Django at flygte til Schweiz med sin familie. Højtstående nazister ønsker at få Django til at spille i Berlin, skønt de officielt foragter hans “abemusik.”

Det er i Djangos konflikt, at musikkens symbolik for alvor viser sig. Flere scener viser Djangos optrædener med levende og jazzet swingmusik, der får selv de mest strikse nazister til at bevæge kroppen i takt til musikken.
Django vil helst spille sin musik og leve sit enkle liv, men tvinges mod sin vilje til at tage stilling. Det er naturligvis ikke kun et spørgsmål om musiksmag, men om grundlæggende livsformer: det frie samfund overfor et strengt diktatur.
Django – the King of Swing er ”bundsolidt og gedigent filmhåndværk, gennemsyret af melankoli og dekadence, men også menneskeligt håb”.

Musikken i filmen er indspillet af den af Django inspirerede ungarnske gruppe The Rosenberg Trio, som stadig i dag turnerer verden rundt med Djangos musik, men også med klassisk, pop og anden sigøjnermusik. Bestemt en fornøjelse at lytte til.

 

Filmen vises torsdag d. 21. marts, kl. 16.15 og 18.30

Kilder: Rasmus Stenbæk Iversen. Filmmagasinet EKKO og Eva Zieran, Kulturkupeen

Der er lukket for kommentarer.