Instruktør: Mike Leigh. 131 minutter
(England, 2010)
”Vil du have et kram?” spørger kvinden Mary med bævende stemme en ældre mand, der for nylig har mistet sin kone. Tavsheden er sigende. Den gamle mand er ikke en ”krammer”, men mindre kan også gøre det. I virkeligheden bunder Marys spørgsmål lige så meget i, at hun selv har brug for et kram. Hvilket hun på en måde får lidt senere af den gamle mand i form af en smøg og et generøst øre at tale til. Den slags emotionel næring vi alle har brug for – i endnu en af den slags film af Mike Leigh, som man bare ikke kan få nok af.
Ovenstående enkle, smukke scene er et diskret eksempel på instruktørens fænomenale evne til at lade sin film med empati.
Som i sin forrige film – Happy-Go-Lucky – (vist her i klubben 2009) vover Leigh pelsen og centrerer sin historie om noget så ildeset som lykkelige, tilfredse mennesker. Selv om livet selvfølgelig går op og ned. Ægteparret Tom og Gerri er sådanne mennesker. I fire kapitler – et for hver årstid – følger vi dem igennem et år af deres liv. De bor i North London, lykkelig gift, intelligente, elskelige og med begge ben solidt plantet i den muld, de bruger fritiden på at dyrke økologiske grøntsager i. De røde lamper blinker, men Tom og Gerri er dog langt fra de klichéer og karikaturer, man kunne frygte. De er blot to mennesker, man har lyst til at være sammen med.
Dog – omkring dem skurrer og smælder elendigheden. Bl. a. illustreret gennem Gerris midaldrende, ensomme, veninde og kollega Mary, som har problemer med alkohol og kærligheden. Mon Tom og Gerris 30-årige søn er noget for hende? Dette er også fortalt med så stor empati, at den aldrig forfalder til udstilling af det patetiske. Mike Leigh fortæller uden en eneste falsk tone, at vi alle har brug for den dér krammer.
Kilde: Henrik Østergaard, Cinemazone