Instruktør: Woody Allen, 90 min
(USA, 2010)
Det er Shakespeares berømte ord fra ”Macbeth”, at livet er uden betydning, kun fuldt af larm og spektakel (frit oversat), som Woody Allen har lagt som en mørk klangbund under sin sorte komedie om en gruppe menneskers forvirrede liv, halve tilløb, frustrerede ambitioner, forgæves drømme, dumpe smerte og vidtløftige illusioner.
De har så travlt med at gennemskue hinanden, men aldrig sig selv.
Efter en afstikker til Barcelona: Den flagrende sanselige ”Vicky Christina Barcelona” (2008), en tur hjem til New York: Den kærligt overbærende komedie: ”Whatever Works”, er han – for fjerde gang – i London. Byen virker kold og afvisende og hans personer mere indesluttede og forkrampede end neurotikerne i New York, der altid – hvor slemt det så står til – synes at leve på et overskud: Det skal nok gå.
I London er der underskud – på samtlige konti. Alfie (Anthony Hopkins, der spiller med vanlig sårbar virilitet) er 70 eller lidt mere og manisk optaget af sig selv som mand. Han bryder op fra et 40 år gammelt ægteskab, for nu skal han ud og realisere sig selv, og viagra er til stor hjælp. Han er brændt på en laber escortpige, der leveringsdygtigt fornyer hans sexliv og omgås hans bankkonto yderst frimodigt.
Hans kone (Gemma Jones, som er fremragende og næsten generende nærværende) føler sig forladt og fortabt, tyller whisky og sherry i sig og konsulterer en spåkone. Hun lover hende en gylden fremtid og forsikrer, at hun udstråler bølger af voldsom energi, som også er voldsom og voldsomt irriterende.
Parret har en datter, Sally, der sammen med escortpigen er historiens mest normale og sympatiske person, selv om hun nølende lægger op til en affære med en galleri-ejer (Antonio Banderas, hvis macho-attituder her er totalt amputeret).
Men Sally har det ikke nemt – med den mor og den far og så sin mand, Roy Her er han navlepillende hysterisk og opkæftende. Han har fået en roman udgivet, men nr. to forkastet, og det er ubærligt, hvad omgivelserne må bøde for, hans kone, men især svigermor. Et skænderi mellem de tre hører til filmens højdepunkter
Johannes H. Christensen, Jyllands-Posten.
