Filmklubben Thy Velkommen til Filmklubben Thy's hjemmeside

Filmklubben Thy
Welcome // 3. feb.

Instruktør: Philippe Lioret. 110 min.

(Frankrig 2009)

Det står på den dørmåtte, der ligger på trappeafsatsen foran naboens entrédør: ’Welcome’.

Bag døren bor imidlertid en herre, der melder sin landsmand, vores ene hovedperson, til fremmedpolitiet, fordi han har ydet husly til vores anden hovedperson, en ung iransk flygtning.

’Welcome’ er en enkel, stærk film om tidens menneskestrøm fra fattige til rige lande, anskuet gennem en repræsentant fra hver af parterne – og den bygger på en sand historie.

Den 17-årige iraker Bilal ankommer til den store lastbilterminal ved færgehavnen i Calais og den lejr af blikskure og affald, som under betegnelsen ’Junglen’ huser 500-600 illegale flygtninge, der vil smugles til England og venter på plads, ofte i månedsvis.
Bilal får chancen, men bliver taget på den anden side af Kanalen: Skjult i lastbilen kan han ikke holde til at sidde med en plastpose over hovedet (for at holde på udåndingsluften), så han bliver afsløret af grænsepolitiets CO2-kontrol.

Tidligere på sin i alt 4.000 kilometer lange flugt har han hos det tyrkiske politi tilbragt en traumatiserende uge med sådan en plastiksæk over hovedet.
Men hans mål er fortsat London, eller rettere sagt smukke Mina, teenagekæresten gennem flere år, der er flyttet med sin far til England.
Bilal helmer ikke trods det fejlslagne forsøg. Hans plan B følger devisen ’du har ikke en chance – grib den!’: Nu vil han svømme over Kanalen …

Svømmelæreren Simon er en moden, rolig franskmand, netop skilt fra sin kone.
Men det er hverken social eller erotisk ensomhed, der får ham til at tilbyde Bilal og en anden flygtning et tiltrængt varmt bad og nogle nætter på gæsteværelsets sofa.
Simon handler i simpel medfølelse. Måske også en nysgerrig respekt over for den unges ukuelige målrettethed – for hvor meget gjorde han selv for at holde på den kone, han nu savner?
Langsomt slår den midaldrende franskmand og den unge iraker bro over alders- og sprogbarrierer, og deres følelsessky kontakt danner filmens enkle handlingstråd, suppleret af et minimum af baggrund – Simons forhold til ekskonen, Bilals til de andre flygtninge og Minas til sin far.

Kilde: Søren Vinterberg, Politiken

Der er lukket for kommentarer.