Instruktør: Martin MacDonagh. Spilletid 109 min. (Irland, England, USA, 2022)
Med en dansk klipper og et formidabelt filmhold har Martin MacDonagh skabt et sort, humoristisk og åndeløst smukt mesterværk om venlighed kontra kunstneriske ambitioner.
Filmen foregår i 1923 på en af Aranøerne vest for den irske by Galway. Det er en tid og et sted, hvor arbejderklassen kunne fornøje sig med at drikke, spille musik eller snakke med hinanden afsondret fra borgerkrigen på fastlandet.Vi møder de to demonstrativt almindelige mænd Padraic (Colin Farrel) og Colm (Brendan Gleeson). Den intime konflikt, McDonagh præsenterer, er så basal og almen, at den får en tidløs karakter af overleveret sagn – filmen kunne også være foregået i dag eller for 500 år siden.
Padric og Colm er svirebrødre og plejer at mødes på byens pub, men en dag vil Colm ikke længere være venner med Padric. Padric forstår ikke, hvad der foranlediger vennens pludselige afstandtagen og må nøjes med Colms nøgterne forklaring. ”Du har ikke gjort noget. Jeg kan bare ikke lide dig længere”. Padric accepterer ikke afvisningen, og konflikten spidser til. Det viser sig, at Colm ønsker at bruge resten af sine dage på at skrive musik og fundere over den evige kunst frem for at lade sig besnakke af sludre-chatollet Padric. Padric føler sig forvirret og forladt. Han begynder at kede sig og kan ikke finde andre at snakke med end landsbyidioten Dominic. Krisen får også Padric til at trodse sin klogere og boglærde søster, Siobhan, der forbyder ham at have et æsel til at holde ham med selskab inde i huset. Det kan umuligt gå godt. Filmen går med tunge skridt mod et brændende, blodigt opgør, der er absurd og velsmurt.
The Banshees of Inisherin har en sublim billedside. Rig på stærke kompositioner. Faktisk er det en nærmest perfekt film. Særligt, hvad angår den sprælske dialog. Hele ensemblet gør filmen formidabel, og den fik også en Oscar-nominering
Kilder. Leslie Felperin Ekko og Lasse Winter Jensen, Weekendavisen

Filmen vises torsdag d. 12. oktober 2023 kl. 16:15 & 18:30