Instruktør: Todd Field. spilletid 158 min. (USA, Tyskland, 2022)
Gribende drama om en kvindelig kunstner dykker ned i debatten om cancel culture og
identitetspolitik, så man forundres og provokeres.
Filmens hovedperson, dirigenten Lydia Tár, er den første kvinde, der er leder af verdens mest
prestigefyldte orkester, Berliner Philharmonikerne. Cate Blanchett er i total kontrol i hovedrollen.
Den australske skuespillers talent for at vende fra overstrømmende til iskold på et splitsekund foldes
helt ud i skildringen af en overlegen kunstner, der lever i international luksus. Hun er åbent
homoseksuel og lever i en finkulturel lejlighed i Berlin med orkestrets førsteviolinist og en datter i
den tidlige skolealder. Det gøres klart fra starten, at hun fører nidkær kontrol med sit brand.
Lydia er krævende, utålmodig og til tider intolerant, men den skønne kunst er alfa og omega for
hende, indtil hendes drifter pludselig kommer i vejen. Vi ser hende ikke begå overgreb, men hun
fifler med orkestrets regler. Hun er mestermanipulator og offer for en anderledestænkende
generation. Filmen dykker ned i debatten om cancel culture og identitetspolitik, der udspiller sig
overalt på sociale medier. Tematikken antydes, da Lydia ved en masterclass nedgør en transkønnet
ikke-hvid studerende og bliver modbydelig.
I hvor høj grad kompliceres stor kunst af menneskelige mangler og i hvor høj grad er man i stand
til at se gennem fingre med menneskelige mangler i mødet med stor kunst? Det er i dette springende
punkt, at filmen går dybere end et skarpsindigt portræt af en kompliceret kvinde i et krævende job.
Lydia Tár er træt af politisk korrekthed, træt af feminisme og viser det sig – træt af etik. Hun er vant
til at få, hvad hun vil have.
Tár er en uforsonlig tragedie i vinterbrune farver om et geni, der detroniseres i en shitstorm, der
fortælles musikalsk med Mahlers 5. symfoni. Den er fængslende, knivskarp og foruroligende og
med en tematisk tvetydighed, der er dens største kvalitet.
Kilder: Lee Marshall Ekko. Lasse Winter Jensen Weekendavisen

Filmen vises torsdag d. 22. februar 2024 kl. 16:15 & 18:30