Camrera FilmInstruktør: Eskild Voet. Spilletid 96 min. (Norge, 2014)
Filmen forevises torsdag d. 3. december, kl. 16.15 & 18.30

Ingrid er blevet blind. Og det er sket for nylig. Årsagen får man ikke at vide.

Filmen starter med en sort skærm. En kvindestemme fortæller, at hun vil tænke på et træ. Et egetræ. Stadig sort skærm. Og så et spøgelsesagtigt grenagtigt flet – som hvis man har stirret på et træ længe i solen, lukker øjnene og stadig kan se konturerne for sig i mørket.

På samme måde har det sin egen klodsede skønhed, da Ingrid laver en kop te. Med florlette, fintfølende fingre følger hun køkkenbordets kanter, men teposen befamles lidt for længe, inden den kommer rigtig ned i kruset.
For slet ikke at tale om alle lydene. Hører hun sin mands åndedrag, eller er det sanserne, der spiller hende et puds?

En aften klæder hun sig af foran sin ægtemand. Hun har en flot krop, og hun ved, hvordan hun skal bevæge sig. Men hendes sensuelle bevægelser stopper, da hun hører lyden af computertaster klikke derudad: Hendes mand ser hende slet ikke, for han sidder og besvarer arbejdsmails.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg ser ud længere. Jeg har et minde om det. Men jeg har sikkert lagt mig ud,” lyder hendes usikre tankestrøm.

Men Ingrid har en livlig og tragikomisk fantasi. For måske skriver manden ikke arbejdsmails. Måske han sex-chatter med en anden kvinde? Mens hun blind og uvidende ligger ved siden af.

Blind er fyldt med humor og skuespillet er fantastisk godt. Ellen Dorrit Petersen som Ingrid har en skrøbelig usikkerhed i sit spil, og med blå mærker på skinnebenene og små udråb, når det kogende vand når fingerspidserne i kruset, overbeviser hun til fulde om, at hun er ny-blind.

Kim Skotte (Politiken) skriver begejstret om Blind: ”Som tilskuer er man med på en pirrende opdagelsesrejsende, hvor man trods åbne øjne i mørket på en måde næsten er lige så blind som Ingrid …. Det kunne alt sammen bare have været en blæret leg med virkemidler, konstruktion og dekonstruktion, men det bliver heldigvis brugt til mere”. Skotte kvitterer med fem stjerner.

Kilde: Ekko 2014