Instruktør: Alexander Payne. Spilletid 115 min.

(USA, 2011)

Matt King (George Clooney) er advokat på Hawaii, medarving til et stort stykke jord og fraværende far til to døtre på 10 og 17. Hans liv slår en kolbøtte, da hans kone efter en ulykke havner i koma. Og da han tilmed erfarer, at hans kone har haft en affære og måske ville have forladt ham, vælter læsset for alvor. Samtidig med, at han nu skal bearbejde sin sorg, lære sine døtre at kende og tage ansvar for dem, bliver han også stillet over for beslutningen om, hvorvidt han og hans familie skal sælge et af de sidste stykker uberørt land på øerne. Han bliver her hårdt presset af en stor klan efterkommere (descendants), som håber at kunne score kassen.

Filmklubben viste for få år siden instruktøren Alexander Paynes dejlige film Side­ways, hvor landskabet i Californien spillede en stor rolle. I The Descendants oplever vi på samme måde Hawaii, uden at det på nogen måde bliver banale postkortbilleder. Til gengæld får vi serveret ikke bare familiens, men også det lille samfunds problemer. Filmen rummer både alvor og stor humor, som instruktøren efter eget udsagn ikke skelner imellem, og den svinger ifølge Lars Bukdahl i Ekko vildt og underligt overbevisende mellem melodrama, dagligstuenaturalisme og komedie. Selv om han ikke kan lide betegnelsen, kalder han den en film for voksne.

Georges Clooneys overbevisende spil i hovedrollen følges op af en lang række fine skuespilpræstationer, specielt nævnes teenagedatteren (Shailene Woodley) og hendes kæreste, der spilles af Nick Krause. Filmen har i øvrigt vundet et hav af priser.

Kilder: Ekko nr. 55 og Information 15.02.2012