
Instruktør: Park Chan-wook. Spilletid 139 min. (Sydkorea, 2025)
You Man-su har i 25 år arbejdet som specialist i papirindustrien. Pludselig bliver Man-su sagt op af sit firma — en beslutning, der kaster hans tilværelse ud i kaos.
Alt ånder ellers idyl i den lille familie, da filmen begynder. Man-su har sit gode job i papirindustrien, hvor han er ekspert i papirkvalitet.
Huset er stort, bilen lækker, børnene forkælede og konen tager golflektioner. Selv Man-sus vakse overskæg signalerer, at han og familien er på vej op ad samfundsstigen.
Mens han kæmper sig igennem den ene jobsamtale efter den anden, siver familiens økonomi ud af alle revner og sprækker. Når der endelig er en ledig stilling i hans særlige niche på arbejdsmarkedet, får en anden jobbet.
Til sidst undfanger Man-su en listig plan. Med lidt fiksfakserier får han skaffet sig indblik i de andre ansøgeres cv’er og kvalifikationer. Ud fra det laver han en ’hitliste’ over, hvem han må skaffe af vejen, hvis han skal møde op til den næste jobsamtale som den mest oplagte kandidat.
Filmen er baseret på amerikanske Donald Westlakes roman, filmatiseret i 2005 med tør galgenhumor på fransk under titlen Papirmanden af grækeren Costa-Gavras, som Park Chan-wook hylder først i rulleteksterne.
Det er en tidløs historie, men den sydkoreanske version er også en film til tiden. For her er det i sidste ende hverken sammenlægninger eller outsourcing, der er den største trussel mod middelklassens levebrød, men de hastigt fremstormende og eksistentielt foruroligende AI-robotter.
No Other Choice er forrygende tænkt og eksekveret med vilde, opfindsomme billeder, stort opsatte bravurscener og en tjept vekslende tone mellem suspense og kulsort komik. Alene det modernistiske hjem, Man-soo har brugt sit liv på at bygge, og som han nu dræber for at beholde, er et filmarkitektonisk mesterstykke med dets skjulte udkigsposter og mørke krinkelkroge. Det bliver symbolet på hans maskulinitetskrise og en rammende metafor for den samfundssatire, Park Chan-wook udfolder med djævelsk præcision.
Kilde: Ekko
Filmen vises torsdag d. 22. oktober, 2027